Terror i Stockholm

Svensk politi bad om hjælp til at finde mand fra Stockholm

Politiet vil meget gerne tale med en mand, der er blevet set ved gerningsstedet efter angreb i Stockholm.

Svensk politi fremlagde på et pressemøde fredag eftermiddag flere billeder af en mand, som politiet meget gerne vil i kontakt med efter et angreb med en lastbil i den centrale del af Stockholm.

Fredag aften fortalte svensk politi, at de har anholdt en person, der er identisk med manden på billedet. TV 2 har derfor fjernet billedet, indtil det bekræftes, at denne mand har noget med det at gøre.

- Det er vigtig for os at komme i kontakt med personen. Vi håber, at han selv eller andre, der kan identificere manden, kontakter os, siger Anders Thornberg, der er chef for den svenske efterretningstjeneste, Säpo, på pressemødet.

Flere svenske medier citerer øjenvidner for at sige, at en mand blev set sidde alene i lastbilen, hvorefter han trak en elefanthue ned over ansigtet, før bilen kørte ind i en menneskemængde på Drottninggata.

Ingen anholdt endnu - gerningsmand på fri fod

På pressemødet beder politiet alle potentielle vidner om at henvende sig. Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte.

- Vi havde ingen indikationer på, at der ville ske et angreb nu, siger Anders Thornberg.

Politiet vil på pressemødet ikke komme ind på, hvor mange personer, der er døde og såret i angrebet.

Den eller de gerningsmænd, der stod bag angrebet, er ifølge politiet stadig på fri fod.

- Fra svensk politis side kommer vi til at gøre alt i vores magt for at komme til bunds i dette og stille gerningsmænd til ansvar, siger rigspolitichef Dan Eliasson.

Forsvaret følger situation nøje

Det svenske forsvar, Försvarsmakten, følger også udviklingen i Stockholm nøje.

- Denne type hændelser er i første omgang et politiforetagende, men Försvarsmakten og de væbnede styrker er klar til at bistå politiet inden for de rammer, som lovgivningen giver, skriver Försvarsmakten på sin hjemmeside.

Svensk politi arbejder på at få overblik over angrebet, og landets statsminister, Stefan Löfven, opfordrede på et kort pressemøde svenskerne til at være ekstra opmærksomme.

Umiddelbart ingen danskere er ramt af angrebet i Sverige. Det skriver Danmarks ambassadør i Sverige på Twitter.