Dansk øjenvidne til angreb: - Vi løb bare

En dansk kvinde og hendes veninder er på besøg i Stockholm og oplevede tilfældigvis fredagens blodige angreb på tæt hold.

En fødselsdagstur til den svenske hovedstad Stockholm udviklede sig fredag eftermiddag dramatisk for Josephine Antonia Skjoldborg og hendes to veninder.

De befandt sig i Åhlens varehus i den centrale del af byen, da en ukendt gerningsmand kørte en lastbil igennem en menneskemængde i Drottninggatan. En handling, der af den svenske statsminister betragtes som et sandsynligt terrorangreb.

- Vi skulle ind og have en kaffe, inden vi skulle hjem. Vi overvejer, om vi skal vente med den her kaffe, men vi vælger at gøre det. Og havde vi ikke gjort det, havde vi været midt ud i det hele i stedet for, fortæller Josephine Antonia Skjoldborg over en telefon fra Stockholm.

En video fra et overvågningskamera viser, hvordan lastbilen susede forbi, inden den ramte flere personer i Stockholm. Video: Michael Rathje

Fulgte efter drenge

Hun og veninderne sad og drak kaffe inde i varehuset, da flere mennesker pludselig begyndte at løbe. I troede Josephine Antonia Skjoldborg ikke, at det var noget alvorligt.

- Vi tænker ikke rigtig mere over det, måske var det bare et udsalg eller sådan noget. Klogere var tankerne egentlig ikke rigtig.

Men da nogle mænd, der arbejdede i baren, pludselig skubbede juice og kaffe til side og hoppede over disken, indså veninderne alvoren.

- Det var bare en naturlig reaktion at følge med. Vi fulgte faktisk efter de drenge der, for vi tænkte, at de måtte vide, hvor man går ud, fordi de arbejder der og måske havde en eller anden form for plan, fortæller Josephine Antonia Skjoldborg.

Holdt sig væk fra store veje

Sammen med de andre kunder i varehuset løb de for livet - uden at vide, hvad de egentlig flygtede fra.

- Man kunne bare mærke den måde at den energi, der var i rummet, den var helt ubeskrivelig. Den var som sådan en bølge, der bare overtog og så kæmpede folk bare for at løbe ud.

- Folk skubbede og var bange og nogle græd. Og ingen af forstod rigtig, om det var fordi, der var nogen, der skød efter os, og om man bare skulle smide sig ned, eller hvad man skulle.

Da veninderne nåede ud af bygningen, anede de ikke hvor de var.

- Vi løber bare og tænker på, at man skal holde sig væk fra de store veje. For til sidst kunne man høre folk råbe, at det var noget med en bil eller en lastbil. Man var bange for, om der kom flere, fortæller Josephine Antonia Skjoldborg få timer efter angrebet, hvor fire blev dræbt og 15 såret.

Få overblikket over angrebet her:

Svenske Mikael Isaksson bor i Danmark, men hans søster bor i Stockholm:

Svenske Mikael Isakssons søster bor i Stockholm og befandt sig tæt på angrebet fredag. Video: Jonas H. R. Moestrup