Udland

Medie: Trump overvejer militæraktion i Syrien efter gasangreb

USA's præsident har angiveligt vendt muligheden for en militæraktion i Syrien med flere kongresmedlemmer.

Det Hvide Hus og Pentagon drøfter netop nu mulighederne for at indlede en militæraktion i Syrien.

Det oplyser talsperson for de amerikanske myndigheder til Reuters.

Blandt andet tales der om, hvorvidt flyene i den syriske hær skal forhindres i at lette fra jorden. 

Dermed er det altså ikke udelukket, at USA vil gengælde det formodede angreb med kemiske våben, som tirsdag ramte den syriske by Khan Sheikoun i Idlib-provinsen.

Angrebet har ændret Trumps syn på Assad

"Noget skal ske" med Syriens præsident, Bashar al-Assad, siger den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge Reuters.

Onsdag kaldte han det kemiske angreb for en "afskyelig" handling, der har ændret hans syn på den syriske præsident Bashar al-Assad.

Udtalelserne faldt ved en pressekonference foran Det Hvide Hus, hvor han placerede ansvaret for angrebet hos det syriske regime.

- Gårsdagens kemiske angreb, et kemisk angreb, der var så rædselsvækkende i Syrien mod uskyldige mennesker, herunder kvinder, små børn og endda smukke, små babyer, deres død var en hån mod menneskeheden, sagde han.

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, er heller ikke i tvivl om, at det syriske regime stod bag et angrebet tidligere på ugen. Han mener ikke, at der ikke er nogen rolle for Assad i det fremtidige Syrien. 

Trump anerkender situationens alvor

CNN har talt med en kilde, der har kendskab til præsidentens telefonsamtaler med kongresmedlemmer.

Kilden fortæller, at Donald Trump anerkender situationens alvor. Men han har endnu ikke truffet beslutning om, hvordan USA vil reagere.

Han har ifølge kilden diskuteret mulighederne med forsvarsminister James Mattis.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 86 mennesker er blevet dræbt ved det formodede angreb. Flere hundrede andre er såret.

Obama kritiseres for ikke at have grebet ind

Det er ikke første gang, at der er blevet brugt kemiske våben i den syriske borgerkrig, der er i gang på syvende år. Donald Trump har kritiseret sin forgænger, Barack Obama, kraftigt for at have indtaget en alt for slap linje i Syrien.

I 2012 sagde Obama, at det var en "rød linje", hvis det syriske regime begyndte at bruge kemiske våben i krigen.

Men selv da det blev dokumenteret, at der var blevet brugt giftige gasser som krigsførelse, greb Obama ikke ind.