Udland

Midt i behandling af gasofre: Her bliver syrisk hospital ramt af raket

Efter giftgasangrebet i Idlib blev et hospital, som behandlede de mange sårede, ramt af en raket. Her kan du se øjeblikket, hvor raketten ramte.

Tirsdag blev den syriske by Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen ramt af et giftgasangreb. 

Og mens et hospital i provinsen behandlede de mange sårede, blev det også angrebet fra luften.

Vidner fortæller, at hospitalet blev ramt af mindst fem luftangreb. I videoen øverst i artiklen kan du se det øjeblik, hvor den første raket rammer hospitalet. 

FN vil undersøge angrebet til bunds

De to angreb har indtil videre kostet 100 mennesker livet og såret 400, oplyser gruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. 

Siden det skete, er angrebet blevet fordømt af ledere over det meste af verden. 

Desuden har talsmænd fra Frankrig, Storbritannien og USA beskyldt det syriske regime, som ledes af præsident Bashar al-Assad, for at stå bag angrebet. Også vores egen udenrigsminister mener, at mistanken retter sig mod Assad.

Men i Syrien afviser en højtstående sikkerhedskilde over for nyhedsbureauet AFP, at der er anvendt kemiske våben.

Samtidig afviser den syriske hær, at det nogensinde er blevet brugt i Idlib.

FN har erklæret, at det skal undersøges nærmere, om det var et kemisk angreb, borgerne i Idlib var udsat for. 

Provinsen Idlib er overvejende kontrolleret af en alliance af oprørere - deriblandt islamister i Fateh al-Sham Fronten, som tidligere var tilknyttet al-Qaeda.