Udland

Anders Samuelsen efter giftgasangreb: - Kan betyde en markant militær optrapning

Den danske udenrigsminister tror, giftgasangrebet kan betyde, at USA nu vil have Assad fjernet fra posten som Syriens præsident.

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), siger i dag, at giftgasangrebet i Syrien kan få store konsekvenser for Syriens fremtid.

Det kan nemlig blive den enkeltbegivenhed, der endegyldigt overbeviser den amerikanske regering om, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, skal fjernes fra posten.

- Hvis man kan bevise, at det er Assad, der står bag det her, så tror jeg, det kan give en mulighed for et skifte. Et skifte, som kan være hårdt for os andre at se på, fordi det kan betyde en markant militær optrapning, siger Anders Samuelsen.

"Wait and see"

Baggrunden for hans udtalelser er, at Donald Trump i dag antydede, at der vil komme en reaktion fra USA på giftgasangrebet. Den amerikanske præsident var ikke konkret med hensyn til, hvad der vil ske, men sagde kryptisk ”wait and see”.

Før den bemærkning havde Donald Trump udtalt, at giftgasangrebet "overtræder en rød linje" og havde "ændret hans syn på Assad":

- Det er meget, meget muligt, og det er allerede sket, at min holdning til Syrien og Assad har ændret sig meget, som præsidenten formulerede det.

Donald Trump efter giftgasangreb: Mit syn på Syrien og Assad er ændret

Det er nye og betydningsfulde signaler fra USA, siger Anders Samuelsen:

- Jeg tror, det er noget, man skal lægge mærke til og lytte til. Det bliver meget interessant at følge, hvad USA's næste træk bliver.

En langsigtet løsning

- Man var jo på vej fra amerikansk side til at sige: ”Måske kan Assad godt blive en del af den langsigtede løsning”. Det var nogle af de signaler, vi har hørt de seneste dage. Nu er der kommet nogle andre signaler på grund af det her, og det tror jeg, vi skal lytte rigtigt godt efter. Jeg vil ikke udelukke, at vi kan komme i den situation, at der bliver optrappet markant militært, siger Anders Samuelsen.

Den danske udenrigsminister understreger, at det hele tiden har været Danmarks holdning, at præsident Assad skal fjernes, før der kan blive varig fred i Syrien.

- Den danske holdning har hele tiden været, at det kan godt være, at Assad kan være en del af den kortsigtede løsning, men ikke den langsigtede løsning. Der er omkring 11 af 25 millioner syrere, der er på flugt fra Assad, og det gør jo, at det er svært at se ham som en del af den langsigtede løsning. De flygter jo ikke mindst fra ham.

- De folk, der er under ham – altså en anden del af regimet – det er måske mere realistisk, at de kan blive en del af en politisk løsning i samarbejde med oppositionen, siger Anders Samuelsen.