Mindst 100 dræbt i gasangreb i Syrien - raket rammer klinik med ofre

En klinik, der har taget imod sårede efter luftangreb, er blevet angrebet af raket.

Et angreb i den nordvestlige syriske Idlib-provins har tirsdag kostet mindst 100 mennesker livet. Deriblandt mange børn.

Reuters citerer den franske hjælpeorganisation UOSSM for at sige, at 100 er dræbt og 400 såret.

Dusinvis meldes såret, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Overvågningsgruppen citerer hospitalskilder for, at der blev anvendt gas ved angrebet. Den syriske regering har gentagne gange afvist, at den anvender sådanne våben.

Klare indicier på gas

En klinik, hvor ofrene for det påståede gasangreb behandles, er efterfølgende tirsdag blevet ramt af en raket.

- Dele af hospitalsbygningen i den lille by Khan Sheikun blev ødelagt, skriver en korrespondent for det franske nyhedsbureau AFP.

Også læger oplyser til BBC, at en klinik, som behandler ofre, er ramt.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder mener, at der er klare indicier på, at der er blevet anvendt gas i luftangrebet.

- Ved angrebet på byen Khan Sheikhun i den centrale del af Idlib begyndte mange af ofrene at udvise tegn på kvælning eller faldt besvimede om. Det tyder på et gasangreb, siger overvågningsgruppen, som indsamler informationer om krigen fra netværk i hele landet.

Beskyldninger om kemiske våben

Overvågningsgruppen, som har hovedkvarter i Storbritannien, er dog ikke i stand til at fastslå, hvilken form for substans der skal være blevet anvendt.

Provinsen Idlib er overvejende kontrolleret af en alliance af oprørere - deriblandt islamister i Fateh al-Sham Fronten, som tidligere var tilknyttet al-Qaeda.

Regimet bomber jævnligt mål i provinsen, og også russiske fly deltager i bombardementer, som sædvanligvis er rettet mod jihadister.

Syriens regering underskrev officielt Konventionen om Kemiske Våben og gav afkald på dets kemiske arsenal i 2013 for at undgå en amerikansk militæraktion.

Men der har siden været gentagne beskyldninger om, at det syriske regime anvender kemiske våben.

Styret afviser beskyldningerne, og det har på sin side beskyldt oprørsgrupper for at bruge forbudte våben.