Fejlfri diamant solgt til ny rekordpris

I dag var verdens største fejlfri lyserøde diamant på auktion. Prisen blev 496 millioner kroner.

The Pink Star, som er verdens største fejlfri, lyserøde diamant, blev tirsdag solgt på auktion til en rekordpris på godt 496 millioner kroner i Hong Kong. 

Det var auktionshuset Sotheby's, der stod for salget. 

Den lyserøde diamant er 59,6 karat, og det var Gemological Institute of America, der havde værdisat stenen.

Vurderingen inden auktionen lød på 60 millioner dollar, svarende til cirka 419 millioner kroner, på trods af en vægt på kun 12 gram.

Diamanten blev dog budt markant højere op under auktionen og landede tæt på en halv milliard kroner.

Køber sprang fra

Sotheby's har ligget inde med diamanten gennem et par år. Den var også sat til salg i 2014.

- Dengang brændte auktionshuset inde med diamanten, da køberen alligevel ikke havde pengene, da det kom til stykket, fordi køberens investorer bakkede ud af handlen, fortæller Nina Hald, cand. mag. og forfatter til ni bøger om ædelstene, i 'Go' morgen Danmark'.

Den lyserøde diamant blev første gang præsenteret for offentligheden tilbage i maj 2003. Dengang var det under navnet The Steinmetz Pink. Her blev den båret af danske Helena Christensen.

Den blev fundet i en afrikansk mine i 1999.

Tre diamanter med dramatiske historier

Hope-diamanten

Hopediamanten har en lang historie, hvor den er både er blevet stjålet og smuglet. I 1800-tallet i England bliver den beskyldt for at være forbandet. Diamanthandlere, der køber diamanten kommer galt afsted. Én drukner, og en anden dør i en trafikulykke, så ender hos Cartier. De brander den som uheldssvanger, fordi de har en kunde, Evalyn Walsh McQueen, der mener, at dét, der bringer andre uheld, bringer hende held. Men det ender også frygteligt for hende. Hendes bror dør i en ung alder, hendes ældste søn bliver kørt over af en bil, og hun lader sig skille fra sin sindssyge mand. Derudover dør datteren og barnebarnet som 25-årige, og hun dør selv som 60-årig. I dag er diamanten på Smithsonian i Washington DC.

Taylor-Burton diamanten

Richard Burton og Elisabeth Taylor havde et meget turbulent og intenst forhold. De blev skilt og gift flere gange. Hun havde en umættelig appetit på diamanter og perler, så Richard Burton blev sendt i byen for at købe den store diamant. Den blev dog købt for næsten af ham af en anden kunde, og han kunne ikke vende tilbage til Elisabeth Taylor uden diamanten. Han fik lov til at købe den dagen efter for 50.000 dollar mere, end hvad den nye ejer havde givet dagen før. Elisabeth Taylor måtte dog kun have den på 30 dage om året for sit forsikringsselskab, så hun fik lavet en kopi. Hun endte dog med at sælge diamanten for at financierer et hospital i Botswana. 

Wittelsbach-Graff diamanten

En stor blå diamant, som Nina Halds arbejdsgiver Graff købte i 2008 for 24 millioner dollar. Han sleb straks ti procent af stenen og fik hele diamantverdenen til at flippe ud. Der var ramaskrig over, at man rørte en diamant med 400 års historie. Graff svarede dog køligt, at han gjorde det, fordi han kunne. Han fik da også solgt resten af diamanten videre til et kinesisk ægtepar, hvor kvinden har fået sat sit billede ind under stenen, så alle kan se hendes ansigt, når de beundrer diamanten. Parret betalte ovenikøbet langt mere, end hvad Graff havde betalt - blandt andet på grund af stenens historie.