Udland

Trump vil finde ansvarlige for handelsunderskud

Donald Trump vil nu udpege de skyldige for landets handelsunderskud. BRENDAN SMIALOWSKI / Scanpix Denmark

Det amerikanske handelsunderskud er på 50 milliarder dollar.

USA's præsident, Donald Trump, vil senere fredag underskrive to dekreter, som beordrer, at de lande, der er ansvarlige for et amerikansk handelsunderskud på næsten 50 milliarder dollar, bliver udpeget. 

Det kan være en advarsel til Kina, hvis præsident, Xi Jinping, i den kommende uge skal mødes med Trump i Florida. 

Topfolk i den amerikanske regering siger, at Trump med dekreterne vil fjerne årsagerne til det amerikanske handelsunderskud og straffe de skyldige lande. 

Skal leder efter beviser for snyd

Handelsminister Wilbur Ross siger, at et af dekreterne vil pålægge eksperter at aflægge rapport "land for land, produkt for produkt" over for Trump inden for 90 dage. 

De skal lede efter beviser på, at der foregår "snyd", upassende opførsel og fifles med svært gennemskuelige handelsaftaler. De skal også se på, om Verdenshandelsorganisationen (WTO) begrænser USA's muligheder. 

- Det vil give basis for beslutninger, som regeringen vil træffe, siger Wilbur. - Det er overflødigt at sige, at den primære kilde til underskuddet er Kina, konstaterer han.