Det blodige mareridt på hul nummer 18 hjemsøger stadig De Vestindiske Øer
Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA for 100 år siden. Rejseselskaberne kalder øerne "Det Tabte Paradis", men var det et paradis, vi solgte?
Det mørkegrønne tropiske buskads tårnede sig op på bakkerne bag det hvide klubhus med det lyseblå tag.
Græsset på golfbanen strålede lysegrønt i septembersolen, og fra de fleste fairways og greens var der god udsigt til klubhusets hvide tårn på bakkeskråningen.
Faktisk havde her groet sukker for bare ti år siden, men så havde den amerikanske milliardær Laurance Rockefeller hyret en af verdens bedste golfbanedesignere til at gøre stedet til noget ganske særligt.
Det var lykkedes.
Designeren Robert Trent Jones syntes selv, at golfbanen på Sankt Croix var en af hans bedste.
Gæsterne strømmede til, og de havde penge med.
De gamle danske øer var blevet et ferieparadis.
Men intet paradis uden uhyrer, og sådan nogle lurede netop nu ude i junglen.
Fem styk med automatvåben.
Ved hul nummer 18 skulle banens bestyrer Randy English til at afslutte en runde med tre venner.
Fra teestedet kunne han se ruinerne af den gamle sukkermølle bag klubhuset.
Møllen var det eneste spor af, at danske slaver engang havde knoklet under tropesolen her i dalen.
Slaverne var for længst væk.
Deres tipoldebørn boede her stadig, men så godt som ingen af dem havde råd til at spille golf i Rockefellers paradis.
De sorte på øen var fattige.
Velsignelsen fra de amerikanske dollars, som havde erstattet danske kroner, da øen blev solgt til USA i 1917, var udeblevet.
Sammen med Sankt Thomas og Sankt Jan blev Sankt Croix til "De Amerikanske Jomfruøer", men livet blev ikke meget bedre for de forhenværende danskere.
Nu blev de gamle danske øer markedsført som et paradis for den boomende turistindustri.
Et paradis, der kun var beregnet for folk med penge.
Året var 1972, og hvis de fem mænd i junglen ved golfbanen var slangen i paradiset, ville de være en kæmpemæssig anakonda - en anakonda, der trives i bedste velgående i 2017, men mere om det senere.
Et lykketræf ved hul nummer 18
De fem mænd i krattet havde grønt armytøj på og nylonstrømper over hovederne.
Tre af dem var trænet til at dræbe, og de vidste en hel del om junglekrig.
Omkring klokken 15 kom de frem fra buskadset med skudklare våben.
Da skuddene begyndte at smælde, troede golfbanens bestyrer Randy English, at nogle børn legede med fyrværkeri oppe ved klubhusets veranda.
Randy English var heldig.
Her kunne en ”birdie” have betydet forskellen på liv og død.
Oppe ved klubhuset var to amerikanske ægtepar knap så heldige.
Richard og Joan Griffin var på vej over mod deres bil sammen med deres venner Charles og Mattie-Ruth Meisinger.
De arbejdede ved luftfartsselskabet Eastern Airlines og havde taget ferie for at besøge det gamle danske tropeparadis.
Men der på parkeringspladsen foran klubhuset blev ferien til et mareridt.
De fem bevæbnede mænd råbte dem an.
Massakren på verandaen
Mændene havde flade næser og forvrængede ansigtstræk under nylonstrømpernes tynde stof. Med hævede våben blev de to ægtepar gennet op til verandaen foran det hvide klubhus.
I alt 15 mennesker blev samlet foran klubhuset af de maskerede mænd.
Men pludselig forsøgte nogle af ofrene at flygte, og så blev der åbnet ild.
Golfklubbens kasse blev tømt for værdier.
De ofre, som ikke havde haft held til at løbe, blev bedt om at tømme deres lommer - og så blev de skudt.
Mændene med geværerne blev 731 dollars rigere.
Nede ved hul nummer 18 var det stadig ikke rigtig gået op for banens bestyrer Randy English, at hans forretning var ramt af en katastrofe.
Men pludselig kom klubhusets kok løbende tværs over banen, mens han råbte:
- De dræber alle deroppe!
Bestyreren var skeptisk.
Han sneg sig tættere på klubhuset og standsede cirka 100 meter fra bygningen.
De blodige lig og den døende gartner
Her kunne han se fem mænd forsvinde ind i det grønne buskads med deres våben over skulderen.
- Er det mon fuglejægere, tænkte han.
- Er det her en vittighed?
Men da han nåede op til verandaen, kunne han se de blodige lig af de to ægtepar.
Og så kunne han høre golfbanens nye gartner John Gulliver klage sig.
Den 23-årige gartner havde kun haft job på golfbanen i seks måneder, han havde to små børn derhjemme, og nu lå han og beklagede sig i sit eget blod.
- Jeg dør, jeg dør, sagde han.
Da ambulancerne kom, blev han kørt til hospitalet i byen Christiansted.
I alt syv lig havde røverne efterladt sig på golfbanen.
Gartneren døde senere på hospitalet. I alt otte mennesker var blevet dræbt under massakren.
Syv hvide og en sort.
Tragedien i München
Nu skulle man tro, at en massakre af sådan en størrelse ville komme på avisernes forsider verden rundt, men det skete ikke.
For samtidig med massedrabet på Sankt Croix havde en gruppe palæstinensiske terrorister slået til mod De Olympiske Lege, der det år blev afholdt i München, og dræbt 11 israelske atleter.
Historien fra München overdøvede hændelsen på Sankt Croix.
Dermed fik den hastigt voksende turistindustri på de gamle danske øer uventet hjælp fra Mellemøsten.
Nedturen begynder
Men i virkeligheden var massakren i golfklubben blot startskuddet til en dødsspiral, der kulminerede så sent som i 2016, og som stadig hjemsøger øerne.
Blodbadet den 6. september 1972 blev kendt som ”The Fountain Valley Massacre” efter navnet på golfklubben.
Gerningsmændene var forsvundet ud i den tætte bevoksning omkring golfbanen.
Da politiet blev spurgt om et motiv, var svaret ”røveri”.
De fem sværtbevæbnede mænd i armytøj havde altså dræbt otte mennesker for at stjæle 731 dollars.
Det skulle senere vise sig, at det ikke var alle, som var enige i den opfattelse.
Men da menneskejagten på Sankt Croix gik ind først på aftenen den 6. september 1972, lød meldingen fra øernes højeste juridiske embede, at ordensmagten var på jagt efter fem til syv bevæbnede røvere.
- De døde havde ingen våben. De blev mejet ned ved en sanseløs handling, sagde øernes chefanklager, Ronald Tonkin, til New York Times dagen efter.
Dusøren på 25.000 dollars
Øernes folkevalgte guvernørløjtnant gik på tv og opfordrede alle beboere til at hjælpe politiet.
- Dette er det værste, der nogensinde er sket på De Amerikanske Jomfruøer, sagde guvernørløjtnant David Maas.
Der blev sendt bud efter forstærkninger fra Miami, Puerto Rico og FBI, og i løbet af kort tid var 120 betjente i færd med at finde røverne.
Men de grønne bakkeskråninger var vanskelige at bevæge sig rundt på, og de næste dage skulle betjentene afsøge et område på størrelse med 5.500 fodboldbaner.
Hvis røverne kendte landskabet, kunne de nemt lege kispus med politiet, og det kunne blive farligt.
Så på bedste amerikanske vis valgte myndighederne at løse problemet på gammeldags manér:
En dusør på 25.000 dollars og tusindvis af plakater med efterlysning af gerningsmændene.
Blandt de danske slavers tipoldebørn på Sankt Croix var 25.000 dollars mange penge.
Rigtig mange penge.
I løbet af en uge var fem mænd anholdt for drabene takket være tip til politiet.
Røveri eller racekrig?
De fem blev anholdt på flere adresser i Frederikssted, uden at der blev løsnet et skud.
Hjernen bag den grusomme massakre var ifølge politiet en 25-årig kriminel ved navn Ishmael LaBeet.
Han var i forvejen eftersøgt for mordforsøg på to politifolk.
Og han skulle senere komme til at gøre de amerikanske myndigheder fuldstændig til grin.
Ishmael LaBeet var veteran fra Vietnamkrigen og havde begået en lang række røverier på Sankt Croix.
Politiet havde en teori om, at han forsøgte at skaffe penge til at komme væk fra øen.
Han kunne ikke tage et fly væk, så han forsøgte at stjæle penge til en båd. Han overtalte sine fire medskyldige til at score den helt store gevinst på golfbanen.
To af dem var veteraner fra Vietnam.
De var alle mere eller mindre kriminelle, og tre af dem levede allerede i skjul for politiet i hjemmelavede huler i det grønne bakkelandskab.
De fire unge mænd, Warren Ballentine på 23 år, Rafael Joseph på 21, Meral Smith på 21 og Beaumont Gereau på 23 år, var med på idéen om hurtige penge. Det var i hvert fald politiets udlægning af sagen.
Men Ishmael LaBeet havde en helt anden forklaring på, hvad der var foregået.
Han så sig selv som forkæmper for sortes rettigheder på øerne, hvor de hvide levede et liv i luksus, mens de sorte efterkommere af de danske slaver levede i yderste fattigdom.
Angrebet på golfklubben skulle ses i det lys. Og i øvrigt var Ishmael LaBeet uskyldig, hvis han selv skulle sige det.
Sortes rettigheder var også i 1970’erne et stort emne i USA, så det lykkedes de fem tiltalte at få de to stjerneadvokater William Kunstler og Chauncey Eskridge til at føre deres sag.
Cirkus i retten
Og så begyndte et gigantisk drama i retssalen i Christiansted.
Et af den slags dramaer, hvor der blev råbt, skreget, spyttet på gulvet, og hvor der udbrød håndgemæng i retten.
Advokaten William Kunstler forsøgte at gøre sagen politisk.
Det var han god til.
Han havde forsvaret den militante organisation De Sorte Pantere og fangerne, som begik oprør i Attica-fængslet, men han ville kun føre sager for klienter, han var enig med.
Avisen New York Times havde døbt ham ”landets mest kontroversielle og måske bedst kendte forsvarsadvokat”.
Nu kom han til Sankt Croix, og det førte til, at der blev sat spørgsmålstegn ved politiets metoder.
Der blev delt løbesedler ud på øen.
”Til folket! Det står klart for os, at der bliver begået justitsmord på vores fem indfødte sønner. De er blevet tortureret, fordømt og nu chikaneret og truet af regeringens tjenestemænd og fremmede politifolk sammen med deres lokale lakajer. Disse onde Gestapo-handlinger vil ikke blive tolereret, hvis de fortsat bliver udført mod vores fem brødre”.
Myndighederne frygtede, at der ulmede et oprør under overfladen.
Og beskyldningerne om tortur var ikke grebet ud af den blå luft.
Faktisk stammede oplysningerne fra en politibetjent.
Anklager om tortur
Betjenten, Anthony Powell, forlod sit job hos politiet på Sankt Croix, inden han kom med sin beretning.
Den kunne efterfølgende læses i New York Times.
- Efterforskerne begyndte at sparke en af de mistænkte. Da han lavede for meget støj, tog de en klud og proppede den ned i munden på ham. De tog en balje med vand og begyndte langsomt at hælde det ned i hans næsebor.
Men ikke nok med det.
Politiet blev også beskyldt for at bruge elektricitet til at torturere de mistænkte.
Dog kun når de FBI-agenter, der var fløjet til Sankt Croix fra fastlandet, ikke så det.
- En betjent gav en mistænkt chok ved hans testikler og penis. Efter et stykke tid sagde han, at han havde gjort det. ’Ja, jeg gjorde det, jeg gjorde alt. Jeg skød dem alle’, lød historien fra Anthony Powell i New York Times.
Beskyldningerne om tortur blev senere betvivlet af andre politividner, der kun kunne sige, at de havde hørt rygter om det, men at de ikke havde set det ske.
Alligevel lykkedes det forsvarsadvokaterne at så tvivl om de forklaringer, som de fem mænd var kommet med under de første afhøringer.
Men så kom Ishmael LaBeet faktisk med en slags tilståelse i retten, hvor han helt tydeligt ikke var udsat for tortur.
- Jeg dræbte dem alle. Jeg er pisseligeglad. Jeg dræbte dem alle, sagde han under et af retsmøderne.
Senere hævdede han dog fortsat sin uskyld, og det kulørte cirkus i retssalen fortsatte. Ifølge forsvarsadvokaterne skulle man ikke lægge vægt på deres klients vredesudbrud.
Dommen afsiges
Den 15. juli – altså lidt over otte måneder efter massakren på golfbanen – gik fire af de fem tiltalte amok i retssalen. De kom i slagsmål med vagterne.
Dommeren, Warren Young, måtte eskorteres i sikkerhed, borde væltede, og dokumenter fløj omkring i retten.
Den 13. august faldt dommen.
Nævningetinget bestod af 11 sorte og én hvid.
De var ni dage om at nå til enighed.
Vagterne i retssalen var bevæbnet med haglgeværer.
Alle fem blev kendt skyldige i samtlige 70 forhold i anklageskriftet.
Straffen lød på otte gange livstid for mord plus seks gange 15 års fængsel for overfald og røveri.
Da dommen var læst op, udbrød der igen kaos i retten.
De fem mænd i håndjern gik til angreb på de 23 vagter i retssalen, spyttede på gulvet og råbte ukvemsord.
Dommerens mikrofon blev erobret af forsvarsadvokat William Kunstler, der skreg:
- I kan ikke gøre dette.
Men nævningene havde truffet deres afgørelse.
Nævningenes breve
Næste dag modtog en dommer på Sankt Croix to breve.
- Kendelsen, som vi kom frem til efter ni dages drøftelser, repræsenterer ikke min ærlige overbevisning. Min kendelse var ikke frivillig. Den var et resultat af pression fra dommer Warren Young, hed det fra en af nævningene, Lionel Rogers.
Det andet brev var fra nævningenes formand, Myron Ellick.
- Jeg er en bekymret borger, der skriver til dig på grund af kendelsen. Jeg var en af de 12 nævninge, og jeg er nødt til at sige, at den kendelse, jeg kom med, ikke blev afgivet af min egen fri vilje. Det var ufrivilligt og på grund af pres i nævningenes lokale. Jeg er bekymret for retssystemet på Jomfruøerne, derfor skriver jeg dette brev, hed det i brevet fra Myron Ellick.
Dermed var der lagt op til flere års juridiske tovtrækkerier, som i sidste ende skulle få Ishmael LaBeet ud af fængslet.
Men slet, slet ikke på den måde, hans advokater regnede med i sensommeren 1973.
De fem mænd blev sendt i fængsel, men de havde efterladt det gamle danske paradis på randen af undtagelsestilstand.
Antallet af mord på Sankt Croix var nemlig steget voldsomt.
I løbet af 19 dage, mens retssagen var på sit højeste, blev fem hvide dræbt på øen.
Blodbadet fortsætter
En kvindelig ejendomsmægler blev stranguleret med en telefonledning, en forretningsmand blev skudt under et røveri, en kunstner blev skudt med et haglgevær, og en 74-årig kvinde og hendes 52-årige datter blev dræbt med kølleslag.
Drabene fik guvernøren på Jomfruøerne til at hente forstærkninger på fastlandet.
Men det fortsatte.
I oktober 1973 blev to kvindelige skolelærere dræbt efter et voldtægtsforsøg, og en fransk turist blev skudt i ryggen.
Efterkommerne af de danske slaver var stadig fattige, og nogle af dem var villige til at dræbe for at få penge.
Turistindustrien på de gamle danske øer var nærmest tilintetgjort.
I reklamerne i USA blev øerne markedsført som ”Det amerikanske paradis” – men da New York Times sendte journalisten Anthony Lukas til Sankt Croix i 1974, kunne han berette om total desperation.
- Det går så dårligt for turismen, at de fleste her er klar til at tillade prostitution på trappen til regeringsbygningen, hvis de troede, at det kunne få turisterne tilbage, hedder det i hans artikel.
Med tiden vendte turisterne tilbage, men ikke i samme antal som før massakren i golfklubben.
Folk var begyndt at glemme, men øerne have fået et dårligt ry.
Nytårsaften 1984 skete der imidlertid noget, som fik den gamle sag til at blusse op igen.
Pistolen på toilettet
Ishmael LaBeet var indsat i et højsikkerhedsfængsel i Pennsylvania.
Her ændrede han navn til Ishmael Muslim Ali og gav sig til at kæmpe for sorte muslimers rettigheder.
For nemheds skyld fortsætter vi med at kalde ham for Ishmael LaBeet.
I slutningen af 1984 var han tilbage på Sankt Croix på grund af en af de mange retssager, der fulgte i kølvandet på dommen i 1973.
Han fik en erstatning på 12.000 dollars for uberettiget isolationsfængsling, penge, han aldrig skulle få udbetalt.
Efter kendelsen skulle Ishmael LaBeet flyves til New York i et passagerfly fra American Airlines.
Det var en DC 10 jumbojet af med 198 mennesker om bord.
Tre af dem var vagter, som skulle passe på den nu 37-årige fange.
Da flyet var lettet fra Henry E. Rohlsen Airport på Sankt Croix, fik Ishmael LaBeet mavekrampe.
Eller det var i hvert fald, hvad han sagde til vagterne.
De fjernede hans håndjern og gav ham lov til at gå på toilettet.
Men det skulle de ikke have gjort.
En vagt fulgte med Ishmael LaBeet på toilettet.
Da han kom ud igen, havde den morddømte vietnamveteran en pistol i hånden.
Nogen havde gemt et våben til ham derinde. Eller også havde han det selv med. Det er aldrig blevet opklaret.
Vagten blev taget som gidsel, og hans to kolleger overgav sig, fordi de frygtede, at en ildkamp på flyet kunne udvikle sig til en katastrofe.
Og sådan gik det til, at Ishmael LaBeet kaprede en jumbojet.
Med DC 10 til Havana
En stewardesse kunne fortælle passagerne, at en ”gentleman” med en pistol var om bord på flyet, og at alle skulle krydse deres hænder og placere dem på stoleryggen foran dem.
Nu gik turen til Havana.
Under indflyvningen kunne de passagerer, der havde hovedtelefoner på, høre, hvordan radiokommunikationen var med kontroltårnet i Cuba.
Ishmael LaBeet hævdede, at han var politisk fange i USA, og flyet fik landingstilladelse.
Nede på jorden udbrød der kortvarigt panik i kabinen, da cubanske betjente kom ind i flyet, men da de havde eskorteret Ismael LaBeet væk, blev passagererne budt på drinks, hamburgere og fik mulighed for at købe cubanske cigarer.
Ishmael LaBeet var væk.
Han kom på listen over FBI’s mest eftersøgte forbrydere, og der skulle gå over 30 år, før han igen gav lyd fra sig.
Og mens årene gik, fortsatte myrderierne på De Vestindiske Øer.
Men det kunne man ikke læse om i de glittede kataloger og de farvestrålende hjemmesider fra turistbureauerne, der forsøgte at tjene penge på rejser til ”det tabte danske paradis”.
Heller ikke i dag, hvor Danmark gør klar til at markere 100-året for salget af de tre øer til USA.
Men problemet er større end nogensinde.
Den højeste mordrate i USA
I 2016 blev der begået 55 drab på øerne. I Danmark blev der begået 49 samme år.
Der bor cirka 105.000 mennesker på øerne; det er nogenlunde samme antal som i Esbjerg.
I oktober 2016 oplyste FBI, at mordraten på øerne er USA's højeste.
Og efterkommerne af de danske slaver er stadig fattige.
Ifølge den seneste undersøgelse fra 2010 lever 22 procent af indbyggerne i fattigdom.
Siden er øernes største arbejdsplads – et olieraffinaderi – lukket.
Så Ishmael LaBeet rykkede frem i livet, da han vågnede i Havana den 1. januar 1985.
Mødet i Havana
Han tilbragte de første år i fængsel, men da han kom ud, stiftede han familie og holdt lav profil.
Lige ind til han gik ind på en bar i Havana og faldt i snak med en bekendt til den canadiske filminstruktør Jamie Castner.
Ishmael LaBeet havde en god historie, og han ville gerne fortælle den.
Da Jamie Kastner hørte det, tog han kontakt til den morddømte veteran for at få lov til at lave en film om ham.
Svaret kom på en sms:
“Mr. Kastner, Du er manden. Jeg føler gode vibrationer omkring dig.”
En uge senere fløj Jamie Kastner til Cuba for at begynde arbejdet med filmen 'A Skyjackers Tale'.
Den blev vist i København på filmfestivalen CPH:DOX den 18. og 22. marts 2017.
I filmen siger Ishmael LaBeet, at han er uskyldig i massakren, og instruktøren sætter spørgsmålstegn ved sagens udfald.
- Jeg føler helt klart, at de blev uretfærdigt dømt for massakren i Fountain Valley. Faktisk var den forbrydelse, der skete mod dem under anholdelsen, den eneste forbrydelse, hvor skyldsspørgsmålet kan afgøres med sikkerhed, siger Jamie Kastner til TV 2.
Men FBI har Ishmael Labeet på sin liste over de mest eftersøgte personer i USA.
Hans fire medgerningsmænd fik ikke omstødt dommene for drab.
Imidlertid blev en af gerningsmændene benådet i 1994 som en julegave fra øernes guvernør.
Den heldige, Rafael Joseph, kom ud, efter hans bror havde ført en årelang kamp for løsladelse.
Lokket med løfter om hurtige penge
Broderen, Michael Joseph, blev sidenhen en berømt advokat på Sankt Croix.
Men kampen for løsladelse skulle vise sig at få en sørgelig udgang.
Rafael Joseph begik selvmord med en overdosis heroin i 1998 – fire år efter, han kom ud af fængslet.
På trods af kampen og tragedien er Michael Joseph ikke i tvivl om, at Ishmael LaBeet og de fire dømte begik massakren i 1972.
Han har brugt 15 år af sit liv på at indsamle materiale og interviewe vidner, og så har han udgivet bogen 'Fountain Valley 1972' om sin brors sag.
Michael Joseph har ikke noget pænt at sige om Jamie Kastners dokumentarfilm, og han medvirker ikke i den.
Han siger til TV 2, at Jamie Castner gav de øvrige dømte for massakren håb om at komme ud, men i stedet lavede en usandfærdig film om, at Ishmael LaBeet forsøgte at standse en racekrig på De Vestindiske Øer.
Han mener, at Ishmael LaBeet i 1972 var på flugt fra politiet efter en tidligere skudepisode. Han frygtede, at betjentene ville skyde ham uden rettergang. Han manglede penge og lokkede de fire andre med et løfte om hurtige kontanter.
Han fortæller til TV 2, at det formentlig først var midt under røveriet, at det blev klart for de fire andre, at Ishmael LaBeet ville dræbe alle folk på stedet.
- Det var et røveri. Ikke et forsøg på at starte en racekrig, siger han.
Men han mener også, at de dømte blev ofre for politibrutalitet og et retssystem, der opererede efter alternative standarder.
Det gælder om at skyde først
Han har undersøgt beskyldningerne om tortur, og han mener, det er sandsynligt, at de fem anholdte blev udsat for overgreb.
De mange mord på øerne i dag har han også en forklaring på. Han har selv arbejdet som forsvarsadvokat på 27 drabssager de seneste syv år.
- Her er mange våben, og folk er hurtige på aftrækkeren. Og så er her mange tilflyttere. Hvis man er ny, ensom og usikker, kan det føles rart at have et våben, siger han.
Michael Joseph fortæller, at han selv har skaffet sig af med sin pistol, fordi han er bange for at komme til at bruge den.
- Jeg har temperament, og det er simpelthen for farligt, siger han.
Faktisk er problemet med de mange skyderier så stort, at politiet på øerne har installeret et mikrofonsystem, der kan afsløre, hvor på øen der skydes med skarpt.
Det hedder Shotspotter og gør politiet i stand til at rykke ud til de skudepisoder, hvor de lokale ikke selv slår alarm.
Og det er ifølge Michael Joseph nødvendigt, for respekten for liv er ikke ret stor blandt øernes fattigste.
- Vi har et ordsprog, der siger "I'd rather carry 6, than be carried by 6", siger han.
På dansk lyder det lidt mindre elegant, men ordsproget kan oversættes:
"Det er bedre at bære en seksløber end at blive båret af seks mænd i en ligkiste".
Det leder os tilbage til golfbanen, hvor det hele begyndte.
For hvad skete der egentlig med den?
Den overlevede.
Stedet ændrede navn efter massakren og hedder i dag Carambola Golf Club.
Det koster små 500 kroner at gå en runde på 18 huller.
Hvis du altså tør.
Kære læser - du har nu læst artiklen om De Vestindiske Øer til ende. Den er blevet til på baggrund af et interview med advokat og bror til en af de dømte, Michael Joseph, samt et interview med filminstruktør Jamie Kastner.
Desuden er der anvendt materiale fra New York Times arkiv:
8 Slain by robbers on Virgin Islands, Gunmen Hunted in Virgin Islands, One Place Less for Escape: St. Croix, Policeman Denies He Admitted Torture of Suspects on St. Croix, St. Croix Defendants Fight with Marshals, 2 Virgin Islands Jurors Charge Pressure for Slayings Verdict, Five Get Life Terms in 1972 Virgin Island Slayings, Torture Med. In St. Croix Use og Murder in Paradise
Derudover er der anvendt oplysninger fra David J. Krajicek for New York Daily News: "Slaughter in Paradise", samt bogen Fountain Valley 1972 af Michael Joseph.
Øvrige kilder: Virgin Island Consortium, FBI, Virgin Islands Daily News, Carambola Golf Club og Chicago Tribune.
Hvis du har mod på andre længere artikler af samme slags findes der flere herunder:
