Udland

Største civile tab siden Irakkrigen startede - nu breder mystikken sig om 200 dræbte civile

Amerikanere undersøger, om et luftangreb dræbte uskyldige i Mosul. Samtidig frikender den irakiske hær koalitionen og skyder skylden på Islamisk Stat.

I videoen herover kan du se de forhold, som de tilbageværende civile i Mosul lever under. Reportagen er lavet af britiske Sky News.

Den amerikanskledede koalition er lige nu under mistanke for at have dræbt op mod 200 civile i en serie af luftangreb i al-Jadida-kvarteret i det vestlige Mosul den 17. marts.

Søndag blev 61 lig bjærget, og i alt er 160 menneskelig indtil videre trukket ud af ruinerne. 

En pårørende lader følelserne få frit løb efter luftangrebene den 17. marts-

Luftangrebene var rettet mod terrororganisationen Islamisk Stats soldater, men de har muligvis resulteret i de tragiske dødsfald. Lige nu er informationerne om hændelsesforløbet dog særdeles fragmenterede og på flere punkter direkte modstridende.

Hvis det viser sig, at det var bomber fra koalitionens fly, der forårsagede de mange dødsfald, vil det i givet fald være de største civile tab i forbindelse med amerikanske luftangreb, siden landet indledte krigen i Irak i 2003.

Civile lever med bomber og ødelæggelse i Mosul.

- Koalitionen tager alle forholdsregler for at beskytte civile og tager enhver beskyldning seriøst. Koalitionen undersøger alle troværdige beskyldninger. Undersøgelserne kommer til at tage så lang tid, som det kommer til at udrede fakta, siger brigadegeneral Matthew Isler ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Koalitionen indleder officiel efterforskning

Det amerikanske forsvar har offentligt anerkendt, at det på anmodning fra Irak udførte luftangreb i al-Jadida-kvarteret, der ligger i centrum af det vestlige Mosul.

Derfor vil koalitionen nu indlede en formel udredning af de civile tab og vurdere, hvor troværdige meldingerne er, siger Joseph E. Scrocca, talsmand for det amerikanske militær.

Alle vægge var sprængt med sprængladninger, og der var ikke noget hul, der indikerer, at et luftangreb havde fundet sted.

Irakisk hær i udtalelse

Ifølge de foreløbige rapporter var det britiske bombefly, der opererer under amerikansk ledelse, der den 17. marts udførte fire luftangreb mod tre forskellige bygninger, der alle er sammenstyrtet.

Irakiske kilder udtalte i første omgang, at civile og nødhjælpsarbejdere havde set luftangrebene.

Men senest har den irakiske hær udsendt en ny udtalelse, hvor den frifinder koalitionen for drabene på de civile. Hæren udtaler, at den har undersøgt de sammenstyrtede bygninger og ikke har fundet tegn på luftangreb.

Anne Alling fortæller om udviklingen i Mosul.

I stedet hævder den irakiske hær, at terrororganisationen Islamisk Stat kan have placeret sprængstoffer i eller ved bygningerne.

- Et hold af militæreksperter undersøgte bygningen, som medierne havde beskrevet som fuldstændig ødelagt. Alle vægge var sprængt med sprængladninger, og der var ikke noget hul, der indikerer, at et luftangreb havde fundet sted, skriver den irakiske hær ifølge Al Jazeera.

Det store antal civile dødsfald i byen skabte i løbet af weekenden store protester, og lørdag var der en relativ våbenstilstand, mens årsagen til dødsfaldene blev undersøgt.

Men søndag var der meldinger om, at kampene var genoptaget med uformindsket styrke. Og også i Syrien hævder både lokale indbyggere og aktivister, at adskillige civile er blevet dræbt af amerikanske bomber.

Disse meldinger er endnu ikke blevet bekræftet.

Indtil videre er omkring 160 lig blevet bjærget.

FN bekymret over meldinger

De mange civile ofre har på det seneste udløst spekulationer om, hvorvidt det amerikanske militær har ændret praksis under præsident Donald Trumps administration.

Det afviser det amerikanske militær, men understreger samtidig, at man den seneste tid har intensiveret luftangrebene i både Irak og Syrien i bestræbelserne på at presse terrororganisationen.

FN er bekymret over meldingerne om de mange civile tab i Mosul. Organisationen vurderer, at omkring 400.000 civile irakere er fanget i Mosuls gamle bydel.

180.000 irakere er flygtet fra den vestlige del af storbyen i løbet af den seneste måned. Nogle af dem har ifølge BBC fortalt, at Islamisk Stat bruger civile som menneskelige skjold ved at gemme sig i deres huse og tvinge unge mænd til at gribe til våben.

USA anslår ifølge Ritzau, at der er cirka 2000 IS-krigere tilbage i Mosul.