Udland

Rulletrappe kørte pludselig modsatte vej - flere blev kvæstet

En rulletrappe kørte pludselig den forkerte vej i rasende fart. Mindst 18 mennesker kom til skade.

Snesevis af mennesker oplevede deres livs mareridt, da en rulletrappe pludselig gik amok i et indskøbscenter i Hong Kong, rapporterer norske VG med blandt andet nyhedsbureauet Reuters som kilde.

Pludselig begyndte rulletrappen at køre den forkerte vej i meget høj hastighed, og folk forsøgte fortvivlet ikke at miste balancen.

Men 18 personer kom til skade ved ulykken med rulletrappen i Langham Place-indkøbscentret i Hong Kong.

En unvangiven tilskadekommen fortæller til det lokale medie Radio Television Hong Kong, at rulletrappen havde mere end dobbelt så meget fart på som normalt.

En talsmand for indkøbscentret, der ligger i Mong Kok-området, oplyser, at der aldrig tidligere har været problemer med den pågældende rulletrappe.

Årsagen til ulykken er endnu uopklaret.