Udland

Danske klovne får smilet frem hos børn i verdens brændpunkter

En gruppe frivillige klovne har gjort det til deres mission at bringe smilet frem hos nødlidende børn rundt om i verden.

Til daglig arbejder Susanne Marstrand på en alarmcentral i København, men den 1. april tager hun sit klovnekostume på og sætter sig i et fly mod Ramallah på Vestbredden.

- For mig at se så er det vigtigt at kunne give børnene noget håb. Noget inspiration. Noget plads til bare at være børn, hvor de ikke skal forholde sig til den virkelighed, som de lever i.

Hun er en del af foreningen Clowns4Care, hvor frivillige klovne rejser ud til nødlidende børn rundt om i verden i et forsøg på at sprede livsglæde og håb.

- Det handler enormt meget om at tro på, at det gør en forskel, når man ser deres smil og den påvirkning, vi har på børnene, siger Susanne Marstrand.

Mødet med en anden virkelighed

På Vestbredden er flere hundredetusinde børn ramt af konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Tidligere har klovnene rejst til lande som Mongoliet, Ukraine og Libanon. Senest besøgte de strandede flygtningebørn i Grækenland i foråret 2016.

Og oplevelserne i konfliktområder og flygtningelejre er noget, der sætter sine spor, fortæller Berit Austeen, der har været med til at starte foreningen.

- Det tager pænt lang tid at finde sig selv igen, og vi har alle sammen børn i hjertet, som vi aldrig glemmer. Jeg tænker tit: Hvad er der blevet af ham eller hende, og hvordan har de det? Hvor er de henne i verden? Er der nogen, der passer på dem?

På rejserne bearbejder klovnenes deres oplevelser med daglige debriefinger. Og Berit Austeen er ikke i tvivl om, at det er det er prisen værd at tage af sted.

- Det, som vi giver til børnene, får vi tifoldigt igen. Vi vokser af det, siger hun.

Rejser for egen regning

Syv ud af de otte klovne, som skal tilbringe en uge på Vestbredden, har rejst med Clowns4Care tidligere. Men for Kasper Tillemann Petersen bliver turen den første.

- Det bliver lidt hårdt tænker jeg. Men det må man tage med. For hvis det er noget, der kommer til at sidde hos mig resten af mit liv, så sidder det forhåbentligt også hos dem resten af deres liv, siger han.

Til daglig arbejder klovnene blandt andet som pædagoger, psykologer og håndværkere. Meget af det legetøj, som de har med til børnene, er doneret, men de betaler selv for fly, hotel og forplejning, og de bruger deres ferie på rejserne.

- Hvis vi skulle sidde og vente på, at der var nogle venlige mennesker, der ville betale det hele, så kom vi aldrig af sted. Så det er nu. Det er nu vi skal ud, og det er nu, at der er brug for os, siger Berit Austeen.

Små ting gør en stor forskel

Når Clowns4Care rejser til Vestbredden, sker det i tæt samarbejde FN, som står for sikkerhedsvurderinger og bestemmer, hvilke områder klovnene må besøge.

Men for Susanne Marstrand og de øvrige klovne er der fuldt fokus på at bringe smil frem på børnenes læber med humor og omsorg.

- Det at kunne lade et barn være et barn igen, det at kunne give dem nogle oplevelser, det at give dem et pusterum. Dét er succesoplevelser for os, siger hun.

Ifølge Unicef er omkring 50 millioner børn rundt om i verden jaget på flugt fra deres hjem.