Udland

Livet går videre i Det Hvide Hus: Trump tavs om nederlag

Trump har i dag ikke nævnt det nederlag, han led i går, da han måtte trække lov om afskaffelse af Obamacare, med et eneste ord.

Præsident Trump led fredag et svidende nederlag, da han måtte trække det lovforslag, der skulle gøre kål på Obamas sundhedsreform, ObamaCare.

Trump valgte at trække forslaget, fordi det i løbet af fredagen stod klart, at flere af hans egne partifæller i Det Repulikanske Parti ville stemme imod forslaget - nogle fordi de ikke følte, at forslaget var vidtgående nok, og andre, fordi de frygtede reaktionerne blandt vælgere, når det gik op for dem, at Trumps sundhedsreform ville koste millioner af amerikanere den sundhedsforsikring, de havde opnået under Obamacare.

Ikke et ord om nederlaget

Og hvad der var et svidende nederlag i går, ser i dag ud til at være glemt. Trump begyndte i hvert fald dagen med at sende et tweet ud om de æresmedaljer, som han har uddelt i dag.

Den ugentlige pressebriefing, som blev sendt ud tidligere på morgenen, nævnte heller ikke den fejlslagne afstemning med et ord. I stedet handlede den om den lov om at udvikle planer for udforskning af det ydre rum, som Trump underskrev tidligere på ugen, skriver New York Post.

Skyder skylden på Demokraterne

Trump var dog i går ikke sen til at skyde skylden for nederlaget på Demokraterne.

- Vi havde ingen demokratisk støtte. Vi havde ingen stemmer fra Demokraterne. De havde ikke tænkt sig at give os én eneste stemme, så det er en meget, meget svær ting at gøre, sagde Trump efter tilbagetrækningen. 

Flere personer fra Trump-administrationen peger dog fingre mod lederen af repræsentanternes hus, Paul Ryan, og Trumps sundhedsminister Tom Price, skriver CNN.

- Det hele var orkestreret af Ryan og Price. De blev enige om denne her plan den dag, hvor Trump ansatte Price, siger en central ansat i Trumps administration.

- Trump blev overtalt til at få denne afstemning afsluttet først. Det var ikke godt forhandlet fra hans side. Han stolede på at hans ansatte ville give ham gode og pålidelige informationer, og det har de ikke gjort, siger en anden kilde tæt på præsidenten til CNN.

Trump har brug for en succes

Ifølge TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz har Trump nu brug for en politisk succes:

- Det kunne for eksempel være en skattereform. Altså at man bliver enige om at sænke skatten for middelklasse-amerikanerne og de mest velhavende amerikanere. Men det er heller ikke sikkert, at republikanerne kan blive enige om det.

- Et andet forslag det er, at man investerer offentlige penge i at få moderniseret motorveje, broer og lufthavne i USA. Det er nogen nogen republikanere synes godt om, mens andre er bange for at det vil forøge den nationale gæld, siger han og fortsætter:

- Fremtiden er brolagt med mange forhindringer, men det er helt sikkert, at det ikke er sundhed Trump nu kaster sig over. Nu har han brug for en succes.