Terror i London

Video viser terrorangrebet i London: Kvinde falder i Themsen

En overvågningsvideo viser nu, hvordan angrebet skete på Westminster Bridge i London.

En overvågningsvideo fra angrebet i London viser de skæbnesvangre sekunder, hvor gerningsmanden kører henover Westminster Bridge. Kvaliteten af videoen er dårlig, og man kan ikke se de mange personer, bilen påkører på broen.

Det er dog muligt at se selve bilen, der kører i høj fart over broen.

På et tidspunkt ser man, hvordan en person falder i floden Themsen, da bilen passerer forbi.

Siden er det kommet frem, at der var tale om en kvinde. Det vides ikke med sikkerhed, om hun selv sprang i for at redde livet, eller om det var bilen, der skubbede hende i vandet.

Markeringen viser kvinden, der falder i vandet.

Reddet op i live

Kvinden blev reddet op i live, men lige efter angrebet kom det frem, at hendes tilstand var kritisk.

- En kvinde blev reddet op af vandet nær Westminster Bridge. Hun er i live, men undergår akut medicinsk behandling på en nærliggende mole. Vi tror, hun faldt fra broen, sagde en talsmand for Port of London Authority ifølge The Guardian.

Et vidne har til avisen The Guardian fortalt, at han så kvinden ligge i vandet med blod rundt om sig, mens et andet vidne hørte en mand råbe, at hans kone var sprunget i floden.

Ifølge nyhedsbureauet AP var kvinden en rumænsk turist. Hun har fået alvorlige hovedskader, og hendes lunger har også fået skader. Kvindens kæreste brækkede foden i angrebet.

- De var turister, og de var uheldige. De var kommet for at fejre hans fødselsdag, sagde den rumænsk ambassadør Dan Mihalache onsdag til Realitatea TV.

Ambassadøren fortalte også, at kæresteparret havde planer om at blive gift.

To civile og en politibetjent blev dræbt i terrorangrebet. Gerningsmanden mistede også livet, da politiet skød ham.