Udland

Politiet har sat navn på London-terrorist

Manden bag terrorangrebet i London var en 52-årig britisk født mand med mange domme for mindre kriminalitet bag sig.

Det var den 52-årige Khalid Masood, som onsdag påkørte flere mennesker på Westminister Bridge i London og knivdræbte en betjent ved det britiske parlament. Det skriver Metropolitan Police i London i en pressemeddelelse. 

Khalid Masood er ifølge politiet født i sydøst for London i byen Kent men boede inden angrebet i West Midlands. Det er et område i Midtengland, der blandt andet omfatter millionbyen Birmingham, hvor politiet tidligere i dag  foretog flere anholdelser.

Det var også her i Birmingham den bil, der blev brugt til angrebet, var lejet.

Flere domme bag sig

Terroristen har flere domme bag sig for blandt andet våbenbesiddelse, gadeuorden og vold. Hans seneste dom stammer tilbage fra 2003, hvor han blev dømt for at være i besiddelse af en kniv. Han har dog aldrig været dømt for forbrydelser, der havde noget med terrorisme at gøre.

Den britiske premierminister Theresa May fortalte dog tidligere i dag i en tale i parlamentet, at Khalid Masood tidligere har været i den britiske efterretningstjenestes søgelys på grund af ekstremistiske, politiske ideer.

Men det er længe siden, sagde Theresa May i sin tale, hvor hun ikke nævnte den dræbte terrorist ved navn.

- For nogle år siden blev han på et tidspunkt efterforsket af MI5 (den britiske efterretningstjeneste, red.) på grund af en bekymring over voldelig ekstremisme. Han var en perifer figur og sagen er nu historisk. Der var ingen informationer på forhånd om hans hensigter eller planer, sagde Theresa May.

Ifølge den britiske avis The Guardian var Khalid Masoor ikke på MI5's liste over 3000 personer i Storbritannien, som efterretningstjenesten mente kunne finde på at gennemføre et terrorangreb.

Kendt under flere navne

Igennem årene har den dræbte været kendt under en lang række alias-navne, men Khalid Masood er han rigtige navn. Ifølge avisen Daily Mail var han gift, far til tre børn og boede i Birmingham, i hvert fald ind til december.

Mens politiet har kendt ham særdeles godt genne årene, lige siden hans første dom i 1983, så har han ikke været under efterforskning fra politiets side i den seneste tid.

Fem personer døde under angrebet. 28 personer er såret - seks af dem kritisk.