Udland

Politi foretager anholdelser i Birmingham efter angreb

Bevæbnede betjente uden for parlamentet i London efter onsdagens terrorangreb. DANIEL LEAL-OLIVAS / Scanpix Denmark

- Politiet afviser at kommentere operationen, siger Sky News.

En politistyrke har foretaget flere anholdelser i Birmingham efter angreb i London, skriver Sky News.

- Et antal personer blev anholdt under en razzia på et hus i Birmingham. Razziaen fandt sted før daggry, oplyser Sky News.

Øjenvidner fortæller om anholdelser

Flere veje i Birmingham blev afspærret under razziaen.

- Flere personer blev ført væk i håndjern, siger øjenvidner til Sky.

- Politiet afviser at kommentere operationen, siger Sky News, som refererer unavngivne kilder for, at operationen i Birmingham er knyttet til onsdagens angreb i London.

Gerningsmand dræbt af politiet

Mindst fire blev dræbt ved angrebet i London - inklusive angrebsmanden som blev skudt og dræbt af politiet.

Omkring 40 andre blev såret - nogle med livsfarlige kvæstelser.

Politiet har tidligere sagt, at det vurderes, at gerningsmanden handlede alene.

Bil bragede ind i fodgængere

Angrebet begyndte, da en bilist i en Hyundai tilsyneladende bevidst kørte ind i fodgængere på Westminster Bridge tæt på parlamentet. Bilen bragede ind i et hegn, og en person fortsatte til fods mod parlamentet bevæbnet med en kniv.

Den sortklædte angrebsmand stak en betjent ned, inden han selv blev skudt og dræbt af en anden betjent.

Den britiske premierminister, Theresa May, blev evakueret fra parlamentet og kørt til sit hjem på Downing Street.