Terror i London

Politi bekræfter: Otte personer mistænkes for at planlægge terrorangreb

Politiet bekræfter, at otte personer er mistænkt for at være med til at forberede onsdagens terrorangreb i London.

Britisk politi anholdte torsdag morgen otte personer i forbindelse med terrorangrebet i London onsdag, der kostede fire personer livet - inklusiv gerningsmanden. 

Torsdag aften oplyser politiet, at de har tilbageholdt samtlige af de otte personer, og at disse mistænkes for at være med til at forberede angrebet. Det skriver Reuters. 

Politiets talsmand Mark Rowley fortæller, at politiet har gennemsøgt i alt seks adresser i henholdsvis London, Birmingham og andre steder i landet.

Politiet mener dog, at gerningsmanden udførte selve angrebe alene - inspireret af udenlandske terrororganisationer.

Syv fortsat i kritisk tilstand

29 personer er fortsat indlagt på hospitalet efter angrebet, hvor gerningmanden først kørte ind i en menneskemængde på Westminister Bridge i bil, hvorefter han stak en betjent ihjel foran det britiske parlament. 

Syv af de tilskadekomne er i kritisk tilstand. De dræbte er en kvinde i fyrrene, en mand i halvtredserne, en 48-årig betjent samt terroristen, som politiet har identificeret som den 52-årige Khalid Masood.

Politiet oplyser samtidig, at efterforskningen i London, Birmingham og andre steder i Storbritannien fortsætter. 

Kørte folk ned på bro

Da bilen, en grå Hyundai, kom kørende på Westminster Bridge i London, gassede den op og kørte ind mod fodgængerne på broens fortov. Adskillige blev ramt. En kvinde blev fundet dræbt på stedet under en bus. En anden kvinde blev slynget af broen og endte i Themsen, da hun blev ramt af bilen.

Efter at have kørt folk ned på Westminster Bridge, fortsatte bilen mod det britiske parlament. Her bragede den ind i et hegn, og gerningsmanden sprang ud og løb ind af porten mod parlamentet.

Dræbte betjent med kniv

Her angreb han og dræbte en politibetjent, der bevogtede parlamentet, med en kniv. Øjenvidner fortæller til The Telegraph, at gerningsmanden på dette tidspunkt bevægede sig mod en anden betjent, stadig med kniven i hånden. Det er dog ikke bekræftet. Khalid Masood blev kort efter skudt og dræbt af politi på stedet. 

Efter meldingen om angrebet blev hele parlamentsbygningen sat under såkaldt lockdown, mens politiet finkæmmede området for flere potentielle terrorister.

Premierminister Theresa May blev omgående evakueret af bevæbnede betjente, der ledte hende ud til en ventende Jaguar, som kørte hende i sikkerhed.