Udland

Premierminister bekræfter: Det er et terrorangreb

Theresa May fordømmer onsdagens angreb i London og kalder det for 'syg og fordærvet' handling begået af en terrorist.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, siger på et pressemøde onsdag aften, at der var tale om et terrorangreb, da en mand tidligere på dagen påkørte flere personer på Westminister Bridge i London og efterfølgende knivdræbte en politimand ved det britiske parlament.

- Angrebet var ikke tilfældigt. Terroristen valgte bevidst at ramme hjertet af vores hovedstad, siger hun og fordømmer angrebet som en 'syg og fordærvet' handling. 

- Men et terrorangreb er dømt til at fejle. I morgen vil parlamentet møde som normalt. Lokale og turister vil komme til byen som normalt. De vil gå på gaden og leve deres liv. De vil aldrig give efter for terror og den ondskab, som forsøger at splitte os alle. 

Fem døde og mindst 28 blev såret under terrorangrebet. Blandt de døde er tre civile og den politimand, som terroristen angreb med kniv ved parlamentet. Derudover blev gerningsmanden selv skudt og dræbt.