Terror i London

Dansker i London: - Jeg hørte skuddene

Trafikken er gået helt i stå omkring parlamentet. Alle står og snakker sammen på gaden, fortæller danske Theis Brøgger fra London.

- Jeg sad ganske tæt på og kunne høre skud og lidt larm da det foregik, fortæller danskeren Theis Brøgger, der var tæt på det, der tilsyneladende var et angreb på det britiske parlament.

Theis Brøgger er informationschef i den danske mejerikoncern Arla og fortæller fra bagsædet af en London-taxa, hvordan stemningen lige nu er udenfor parlamentet.

- Jeg sidder i en taxa, et par hundrede meter fra Big Ben. Trafikken er gået helt i stå, og lyden af udrykninger breder sig lige så stille, siger han.

- Alle der har en telefon går og kigger ned i den, og folk, der tydeligvis ikke kender hinanden, står og snakker sammen, fortæller han.

Han har ikke førstehånds-informationer om, hvad der præcist er sket, men fortæller, at radioen i taxaen netop har fortalt, hvilken orientering parlamentsmedlemmerne inde i bygningen har fået.

- De er blevet orienteret om, at en politimand er blevet stukket ned inde i bygningen, og at der desuden har været voldelige hændelser uden for bygningen, fortæller Theis Brøgger.

Politiet i London oplyste for kort tid siden, at man nu efterforsker angrebet som ”en terrorepisode”.