Terror i London

Belgiens svar på 11. september: Folk var smurt ind i blod

Den 22. marts 2016 er Belgiens svar på 11. september. Og derfor husker alle, hvor de var for et år siden.

I videoen herover fortæller Lotte Mejlhede om stemningen ved dagens mindeceremonier i Bruxelles.

I højt solskin under en sjælden blå himmel mindes belgierne i dag deres døde og sårede på årsdagen for det værste angreb i landets historie siden 2. verdenskrig. Ikke én af de borgere, som TV 2 i dag har mødt til de forskellige mindeceremonier rundt om i Bruxelles, har glemt, hvor de var for netop et år siden.

For nogle er mindet hårdere og mere voldsomt end andre. Voldsomt er det for en flok frivillige hjælpearbejdere fra Røde Kors, som i dag mødes på den gamle Børs-plads i centrum af Bruxelles for at lægge blomster på trappen foran den smukke bygning. Mens fire dygtige blæsere spiller stille musik lader en af dem tankerne gå tilbage til den 22. marts 2016. 

Vi har spurgt nogle af dem, der er mødt op til dagens mindeceremonier, hvordan de husker den skæbnesvangre dag.

Gilles De Schepper – frivillig leder Røde Kors:

- Den 22. marts blev jeg kaldt til Maelbeek for at hjælpe de sårede fra angrebet. Mit hold og jeg var nogle af de første på stedet. Jeg glemmer det aldrig. Vi stod på gaden og hjalp dem, der kom op fra metroen. Mange var smurt ind i blod, og vi skulle tage os af dem med mindre skader. De mere alvorlige tilfælde blev straks kørt på hospitalet. Det hele gik så stærkt. Vi fik de sårede bragt ind på et hotel lige om hjørnet, hvor vi gav førstehjælp og forsøgte at stabilisere dem. Jeg så de mest skrækkelige ting den dag, fortæller han.

- Men jeg slog autopiloten til – og det var først senere, at virkeligheden ramte mig. Det er stadig svært at leve med minderne om den 22. marts – men jeg finder trøst i, at vi gjorde alt, hvad vi kunne for at hjælpe den dag.

Gilda Neiman – amerikansk/belgier:

- Jeg husker tydeligt, hvor jeg var den dag. Jeg sad hjemme, da min søn ringede i chok og spurgte, om jeg var okay. Han var taget til Skotland dagen før og var nervøs for os, fortæller Gilda.

Hun er mødt op til mindeceremonien ved Schuman-pladsen tæt på Maelbeek-stationen, hvor 16 personer mistede livet om morgenen den 22. marts. Og hun er mødt op af helt personlige årsager:

- En af dem, der mistede livet i Maelbeek, var min søns bedste ven Leopold. Han var på vej med metroen i skole, da en af selvmordsbomberne udløste en bombe i hans vogn. Vi var knuste, da vi fik beskeden. Min søn var ude af den. De var barndomsvenner, altid sammen, og han kom meget hjemme hos os. Min søn er langsomt ved at komme videre – men det er så hårdt. Det hjælper at mindes på en dag som denne – men det vil altid ligge tungt om hjertet.

Ylleza og Rabia – skole-elever:

- Vi sad i klassen, da vi begyndte at få meddelelser på vores telefoner om angrebet i lufthavnen. Vi så videoerne derfra. Det var virkelig chokerende. Vi fik besked på at ringe til vores forældre, som skulle komme og hente os. Vi måtte ikke forlade skolen alene. Men al offentlig transport var nedlagt. Nogle måtte gå mange kilometer for at komme hjem, fortæller Ylleza, der sammen med en veninde deltager i en mindehøjtidelighed på den centrale Børs-plads i Bruxelles.

- Vi var meget bange den dag. Jeg bliver stadig meget rørt af at tænke på det, tilføjer Rabia.

– Jeg husker stadig billederne fra lufthavnen og Maelbeek af folk, der skriger og græder. Så frygteligt. I dag er vi kommet for at lægge en rose til minde om ofrene. Det er en mærkelig dag, men det føles også rart, at folk kommer sammen for at mindes. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, hvad der skete den dag, siger Rabia.

Andrea Matiz og Jimena Gomez De La Flor – italiensk/spansk par bosiddende i Bruxelles:

- Om morgenen den 22. marts var vi på vej til fods på arbejde – vi arbejder begge tæt på Maelbeek-stationen. Jeg husker stadig, hvordan vi helt uvidende kommer gående mod kontoret, og vi pludselig ser en skare af mennesker komme løbende imod os. Vi spurgte et par militærfolk på gaden om, hvad der foregik, men de havde ingen anelse, fortæller Jimena.

- Så ringede en af mine kolleger og fortalte mig om en bombe i metroen. Der blev jeg virkelig bange. Alt var kaos i gaderne. Vores telefoner virkede ikke, det var surrealistisk, fortæller Andrea.

- I morges var jeg i metroen på det tidspunkt, hvor bomben sprang. Der var ikke et minuts stilhed, men i stedet begyndte folk at klappe. Det var virkelig et fint øjeblik. Jeg fik øjenkontakt med en kvinde overfor mig, og vi måtte begge fælde en tåre. Det er en meget emotionel dag, siger Andrea.