TV 2-video blev set af millioner - nu skal kopi være med til at bremse præsident

En tyrkisk protestbevægelse har kopieret TV 2-reklamen "Alt det vi deler". De vil kapre stemmer fra landets præsident.

De er der alle sammen. Forretningsmanden i jakkesættet, politibetjenten i uniformen og jord- og betonarbejderen med sin orange sikkerhedsvest. Helt almindelige mennesker fra forskellige samfundslag.

I centrum for det hele står en ordstyrer, der læser en række personlige spørgsmål op.

- Hvem græd på første skoledag, spørger ordstyreren.

Spørgsmålet bliver mødt af latter, men flere af de fremmødte træder frem for at vise, at de græd den første dag i skolen. 

Ordstyreren fortsætter sine spørgsmål. Allesammen har det samme formål – nemlig at vise, at personerne trods deres forskellige baggrund har mere til fælles, end de lige går og tror.

Lyder det bekendt? Så er det måske, fordi du ligesom millioner af mennesker verden over har set den reklame, TV 2 udsendte tidligere på året. Nu har en tyrkisk protestbevægelse kopieret det virale danske hit i håb om at kapre stemmer ved den kommende afstemning om en ny forfatning i Tyrkiet.

Ligesom i TV 2's reklame er der i den tyrkiske kampagnevideo en ordstyrer, der stiller personlige spørgsmål.
Ligesom i TV 2's reklame er der i den tyrkiske kampagnevideo en ordstyrer, der stiller personlige spørgsmål. Foto: Screendump

Bagmændene til den tyrkiske kopi er ”Demokratisk Protestbevægelse”. Det er en sammenslutning af personer, der på tværs af religiøse og politiske skel kæmper mod den nye forfatning, som Tyrkiets præsident Erdogan vil have indført ved en afstemning den 16. april.

Den nye kampagnevideo slutter med budskabet om, at et nej til en ny forfatning vil føre til et mere samlet og udviklet Tyrkiet.

Video kan blive farlig

Hvis tyrkerne stemmer ja til den nye forfatning, vil det betyde, at præsident Erdogan kan blive siddende som præsident frem til 2029. Derudover vil han få en række nye beføjelser - herunder muligheden for at udstede dekreter, hyre ministre og opløse landets parlament.

Ifølge Mellemøsten-analytiker hos Mellemfolkeligt Samvirke, Pola Rojan Bagger, er den nye video et ”frisk pust” i kampagnen op til forfatningsafstemningen i april.

- Tyrkisk politik er normalt meget polariseret og præget af frygt og fjendebilleder. Det handler oftest om, hvad man ikke ønsker, og ikke om hvad man ønsker. Men den her video er anderledes, fordi den er meget positiv i sin tone, siger han.

Tyrkiet har siden et militærkup sidste sommer været i undtagelsestilstand, og flere af præsident Erdogans modstandere er havnet i fængsel. I forbindelsen med forfatningsafstemningen har præsidenten sidestillet nej-sigerne med terrorister, og Pola Rojan Bagger vurderer, at den nye kampagnevideo kan få konsekvenser for bagmændene.

- Selv en så uskyldig video, som den her, er ikke ufarlig i Tyrkiet. Den kan ses som statsundergravende politisk kampagne. Og det kan i værste fald betyde retsforfølgelse, siger Mellemøsten-analytiker, Pola Rojan Bagger. 

Den originale danske version af "Alt det vi deler" er blevet vist næsten seks millioner gange på Facebook. Du kan se den herunder.

Det er nemt at sætte hinanden i bås, men hvor meget har vi egentlig til fælles?