Udland

Tommy risikerer livet mod IS i Syrien – når han kommer hjem, kan han blive fængslet

38-årige Tommy kæmper lige nu mod Islamisk Stat i Syrien. Men når han kommer hjem, risikerer han at miste passet og blive idømt flere års fængsel.

Lyden af skudsalver fra et gevær af heftig kaliber flænger den tørre, varme luft. Kuglerne hamrer ind i husmuren.

En kurdisk YPG-soldat med et grønt, mønstret tørklæde på issen spejder gennem kikkerten ud over horisonten.

Vi er på en militærbase nær Ain Issa i det nordlige Syrien. Soldaterne spiser simpel mad ved bål. De fleste taler kurdisk.  

Tommy Mørck i Syrien.
Kort over hvor i Syrien danske Tommy Mørck i øjeblikket befinder sig.

Men én af mændene taler engelsk med en udpræget dansk dialekt. Med et bredt overskæg, kort, mørkt hår, venlige øjne og en nordisk teint skiller han sig ud fra de fleste andre på basen.

Manden hedder Tommy Mørck. Han er 38 år gammel – og han er dansker.

Jeg har altid søgt efter et fællesskab, men jeg har aldrig fundet et, som kan tilbyde mig nok.

Tommy Mørck

Det seneste halve år har han befundet sig ved en af frontlinjerne i Syrien. Han kæmper for den kurdiske milits Folkets Forsvarsenheder, kendt som YPG, der leder en storoffensiv mod terrororganisationen Islamisk Stats syriske højborg i byen Raqqa.

Herunder kan du se Tommy Mørck vise rundt på den base, hvor han lige nu opholder sig: 

Tommy Mørck viser rundt på militærbasen.

Tommy Mørck er vokset op i Sønderjylland – han har været ét år i Den Kongelige Livgarde, hvor han beskyttede dronningen, han er tidligere frivillig leder i partiet Alternativets partikontor i Aarhus, og i august sidste år tilsluttede han sig YPG i Syrien.  

Her har han været i hård ildkamp, været få meter fra en selvmordsbomber, der sprængte sig selv i luften, og så har han set en kampfælle dø få meter fra ham, mens han selv skød for at dræbe.

Over Facebook har TV 2 kunnet stille Tommy spørgsmål, som han har besvaret i videoer.

Tommy Mørck svarer på spørgsmål.

I én af videoerne fortæller han, at han blev draget af kurdernes ideologi – en anti-kapitalistisk og grøn tankegang, der adskiller sig fra det demokrati, vi kender.

En rodløs sjæl fandt fællesskab i Raqqa

På baggrund af et længere interview med Tommy Mørck selv, mail- og chatkorrespondancer og adgang til hans dagbog, billed- og videomateriale samt en række interviews med familie, venner og kampfæller i Syrien har mediet Zetland tidligere beskrevet danskerens rejse ind i Syrien.

Tommy Mørck beskrives som et rodløst menneske. I ét væk har han skiftet omgangskreds, bopæle og job. Han har boet i Californien, været i Fremmedlegionen i få dage – og så har han været medlem af Mensa.

Tommy Mørck svarer på spørgsmål.

- Jeg har altid søgt efter et fællesskab, men jeg har aldrig fundet et, som kan tilbyde mig nok, har Tommy Mørck sagt til Zetland.

- Det er nok også derfor, jeg er så flyvsk. Jeg opstøver altid noget nyt og noget mere.

Hans omflakkende natur skal spores tilbage til opvæksten i Sønderjylland, skriver han i sin dagbog, som Zetland har haft adgang til. Siden han var barn, har han aldrig kunne finde ud af at høre til i en social gruppe.

Han var den bedste af os alle, vil jeg mene.

Rafaeon Pella til Zetland

Han har altid haft brug for forandring. Det vises måske tydeligst ved hans mest fremtrædende tatovering. Hele overfladen af venstre hånd er fyldt ud med ordet WHY (hvorfor) og et stort spørgsmålstegn – en invitation til at stille spørgsmål ved alt.

Efter en turbulent tid traf han for få år siden et radikalt valg: Han droppede idéen om at skabe sig et 'normalt liv’ med venner, familie, et hjem og en karriere.

I stedet fandt han i Aarhus et projekt, han kunne forpligte sig til. I efteråret 2015 blev han en del af den fremadstormende politiske bevægelse hos Alternativet.

Som månederne gik, brændte Tommy Mørck dog ud. Hans progressive idéer var ikke lige sådan at virkeliggøre. I stedet var han begyndt at brænde for en anden revolution.

En oprørskamp i Syrien.

Tommy Mørck er snart på vej til Danmark

Ifølge Zetland følte Tommy Mørck en stærk trang til at handle. Kurdernes tankesæt mindede ham om Alternativets, har han fortalt til mediet.

I første omgang var det planen at rejse til Rojava som civil borger uden at gribe til våben. Rojava er den stat, som kurderne har oprettet i kølvandet på borgerkrigen i Syrien.

Jeg har det rigtig dårligt med det. Jeg havde slet ikke kunnet forestille mig, at man kunne leve med det.

Elke Mørck

Men planen om at yde hjælp som civil gik i vasken, da Tommy Mørck blandt andre mødte den 48-årige franskmand Rafaeon Pella, som ønskede at slutte sig til den kurdiske milits YPG.

Samtidig fortalte de kurdiske styrker Tommy Mørck, at de ikke havde brug for civile kræfter til deres revolution – de havde brug for guerillasoldater.

Tommy blev svoret ind i YPG's hær og fik tildelt det kurdiske navn Heval Bakûr. Det betyder Kammeraten fra Nord.

- Han var den bedste af os alle, vil jeg mene, har Rafaeon Pella fortalt Zetland.

Under et vagtskifte trængte to IS-krigere ind på basen, hvor Tommy opholdt sig. Én af dem sprængte sig selv i luften - Tommy Mørck sad på den anden side af muren.
Tommy Mørck er lige nu på en militærbase et stykke fra fronten.

Siden har han kæmpet side om side med kurdiske YPG-militssoldater ved en af de mest omtalte frontlinjer i verden.

Men nu er det snart slut, og Tommy Mørck skal tilbage til Danmark – og måske til en fængselsdom.

Mor venter med ængstelse

I et hus i Aabenraa står tiden stille.

Elke Mørck sidder og venter. Hun bladrer i et hæfte, og rejser sig op og kigger ud af vinduet. Hun er iklædt en stor sort- og hvidstribet striktrøje, og hun har halvgråt, pageklippet hår.

Elke Mørck venter på sin søn.

Elke Mørck har ikke set sin søn siden august sidste år. Hun synes, det har været meget hårdt at undvære ham, men hun fortæller, at hun forstår hans valg.

- Jeg har det rigtig dårligt med det. Jeg havde slet ikke kunnet forestille mig, at man kunne leve med det. Men at ville hjælpe et folk i nød – det synes jeg da er en sympatisk tanke, siger Elke Mørck, der er mor til Tommy Mørck, til TV 2.

Elke fortæller, at det i første omgang var Tommy Mørcks far, der fortalte, at deres søn ikke længere var i Danmark. På Facebook kunne hun kort tid efter læse, at han var ved at involvere sig i konflikten i Syrien, og efter en uge ringede han og fortalte, at han sad fast ved grænsen mellem Irak og Syrien.

- Det blev jeg så glad for, fordi de havde lukket grænsen. Men det endte alligevel anderledes, siger Elke Mørck til TV 2.

Nogle dage senere ringede hendes søn nemlig igen og fortalte, at han havde fundet folk, der kunne hjælpe ham over grænsen.

- Der blev jeg virkelig bange, for hvis man skal hjælpes over grænsen, så er det jo midt om natten og sikkert over en masse bjerge, og folk som ligger på lur og sådan nogle ting. Da han gav besked om, at han var der, hvor han skulle være, og hvordan det var der, så var det lidt mere beroligende igen, siger Elke Mørck til TV 2.

Risikoen for at udvikle PTSD er betydelig. PTSD er voldsomt invaliderende, og det kan blive en voldsom lidelse.

Rikke Høgsted, tidligere militærpsykolog

Siden har hun løbende været i kontakt med sin søn. Men hun er stadig bange.

Tidligere militærpsykolog: - Risikoen for at udvikle PTSD er betydelig

Noget af det, Elke Mørck er bange for, er, at oplevelserne ved fronten kan danne ar på sjælen hos hendes søn.

Rikke Høgsted er tidligere militærpsykolog for Forsvaret og har selv været i blandt andet Afghanistan. Hun har derfor set, hvad krigszoner kan gøre ved soldater.

- Der er ven, der er fjende. Det er den måde, krigen fungerer på. Og for at overleve må man tegne verden i sort-hvid. At være i krig og opleve trusler og opleve fattigdom og opleve uretfærdighed, det kræver at man sætter nogle psykologiske pansre op indeni sig selv. Det kræver, at man bliver lidt hård. Der er ikke plads til at være et følsomt menneske i krig, siger Rikke Høgsted.

Tommy Mørck skiller sig ud fra sine kampfæller ved Raqqa.

- Risikoen for at udvikle PTSD (Posttraumatisk Stresssyndrom) er betydelig. PTSD er voldsomt invaliderende, og det kan blive en voldsom lidelse, siger Rikke Høgsted.

Det bakkes op af Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet.

- Det kan være til fare for den offentlige orden og statens sikkerhed, hvis sådan en person, der kommer hjem og er optrænet i våbenbrug, er blevet mere militant og yderligere radikaliseret, siger Jørn Vestergaard.

Derfor mener Rikke Høgsted, at det er særligt vigtigt, at de hjemvendte får nogle nuancer på deres oplevelser - ellers kan de udgøre en risiko for sig selv og deres omgivelser.

YPG-soldater leder offensiven mod Islamisk Stat i Raqqa.

- Der er ikke en 1:1 med, at de er tikkende bomber. Ethvert menneske, der har været i krig og ikke har fået bearbejdet krigens oplevelser, vil kunne stivne i en sort-hvid tænkning. For langt de fleste mennesker vil det at have ro, når man kommer hjem; at man kommer i dialog med nogle fornuftige mennesker, der ikke dømmer en, men rent faktisk er nysgerrige på, hvordan det var, gøre, at man igen bliver et helstøbt menneske med følelser, siger Rikke Høgsted.

Der har ikke været mentale undersøgelser af hjemvendte Syrien-krigere, men Veterancentret undersøgte i sin tid ISAF hold 7 i Afghanistan – her havde 10 procent et højt niveau af PTSD-symptomer.

Når Tommy kommer hjem, venter Lovens Lange Arm

Tommy Mørcks rejse til Syrien er endnu et kapitel i historien om de foreløbigt mindst 135 danskere, der ifølge Politiets Efterretningstjeneste er rejst til Syrien og Irak de seneste år.

Men nu er tiden ved fronten i Syrien ved at være slut, og Tommy Mørck forbereder sig på at vende hjem til Danmark.

Hvis vi ikke selv har rent mel i posen, hvem så hernede, hvem i verden kan vi nogensinde støtte?

Tommy Mørck

Og når han kommer hjem, er der særligt ét spørgsmål, der presser sig på: Er han en forbryder eller en frihedskæmper, når han i kampen mod Islamisk Stat har slået sig sammen med den kurdiske YPG-milits?

YPG leder offensiven mod Raqqa og får støtte af den vestlige koalition, som Danmark også er med i. 

Tommy Mørck svarer i selfievideoer på spørgsmål om sit engagement i Syrien.

Samtidig er YPG også en kontroversiel milits. De menes at have forbindelser til kurdiske PKK, der anses som en terrororganisation af både EU og USA – og de er blevet beskyldt for flere brud på menneskerettighederne.

I oktober 2015 anklagede Amnesty de kurdiske ledere for krigsforbrydelser på grund af fordrivelser af civile og ødelæggelser af landsbyer. Og i februar 2017 skrev det amerikanske magasin The Nation, at myndighederne i Rojave ’regerer med en jernknytnæve’. De kurdiske myndigheder beskyldes blandt andet for at myrde politiske modstandere, bruge børnesoldater og hindre den frie presse i at udføre deres arbejde.

Tommy Mørck erkender, at der foregår ting, der ikke er i orden, men han mener ikke, at Vesten selv er uden skyld.

Soldaterne på basen væk fra fronten bruger tiden på at holde vagt, spille spil og øve sig med geværer.

- Hvis vi ikke selv har rent mel i posen, hvem har så hernede, hvem i verden kan vi nogensinde støtte?

Tommy Mørck risikerer at blive ramt af juridiske problemer, når han vender hjem til Danmark.

Hvis jeg kommer i fængsel, så bliver min historie endnu mere sensationel. Og dermed kommer der endnu mere fokus på konflikten.

Tommy Mørck

Tidligere har hjemvendte danskere, der har kæmpet med kurderne, fået inddraget deres pas. En af dem er Joanna Palani – hun fik taget sit pas og fik et udrejseforbud, fordi politiet anså hende for at være til fare for Danmarks sikkerhed.

Og samtidig har Tommy Mørck overtrådt loven om indrejseforbud i områder i udlandet, hvor terrororganisationer er part i en væbnet konflikt.

- Justitsministeriet har sagt, at nogle områder er ulovlige at opholde sig i, man må kun være der, hvis man har en tilladelse fra justitsministeriet. Hvis man bryder det, kan man få op til seks års fængsel, siger Peder Vedel Kessing, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Hvis Tommy Mørck bliver anholdt, vil det være første gang, en dansker bliver fængslet med hjemmel i den nye lov.

Tommy Mørck tror ikke på, at han bliver fængslet i Danmark – men hvis det sker, så håber han på det giver medieomtale.

- Hvis jeg kommer i fængsel, så bliver min historie endnu mere sensationel. Og dermed kommer der endnu mere fokus på konflikten, siger Tommy Mørck til TV 2.

Tommy Mørck svarer på TV 2's spørgsmål.

I Aabenraa sidder Elke Mørck og frygter for, hvad det er for en søn, der kommer hjem. Da TV 2 spørger hende, sukker hun dybt og tøver længe, inden hun svarer:

- Jeg ved, han er meget rastløs i forvejen, og jeg kunne forestille mig, det ikke har gjort det bedre. Jeg tror, han har oplevet nogle ting, som ethvert menneske tager skade af at opleve. Da jeg nu også ved, hvor mange veteraner der kommer hjem med skader på psyken, så er det her jo ikke bedre. Veteraner har jo trods alt hinanden. De har Forsvaret at holde sig til, og her er han jo helt alene, siger Elke Mørck til TV 2.

Alligevel glæder hun sig mest af alt bare til at få sin søn hjem.

- Jeg tror, jeg vil tude så meget, at jeg ikke vil kunne sige noget som helst. Ej, jeg vil bare sige, hvor er det rart, at du er her igen, siger Elke Mørck til TV 2.

Tommy Mørcks plan, når han kommer hjem, er at lære kurdisk og arabisk – og så vil han tilbage til fronten.

Danske sager om pasinddragelse

  1. 5. august 2015

    En 22-årig mand fra Midt- og Vestjylland fik udrejseforbud og inddraget passet 5. august 2015. Han ville rejse til Syrien og bekæmpe Islamisk Stat.

  2. 29. september 2015

    Danskkurdiske Joanna Palani fik inddraget sit pas og fik ét års udrejseforbud den 29. september 2015 af Københavns Politi. Det gjorde de, fordi de mente, at hun havde tilsluttet sig YPG i Syrien. Københavns Byret opretholdt den afgørelse, som Palani ikke ankede.

  3. August 2016

    Den 32-årige esbjergenser Martin fik taget sit pas i august 2016. Han havde kun kæmpet med de irakiskkurdiske styrker, Peshmerga. I december samme år vinder han sagen i byretten og får passet tilbage. Den afgørelse har politiet nu kæret til landsretten.

  4. 23. januar 2017

    Den 23. januar 2017 inddrager Nordsjællands Politi 19-årige Oscar Koksvik Johanssons pas og tildeler ham ét års udrejseforbud for sine planer om at tilslutte sig YPG.