Udland

Lærer greb ind ind og stoppede massakre - blev selv skudt

Da en 17-årig torsdag skød på et gymnasium i Sydfrankrig, greb en lærer ind og har formentlig forhindret yderligere blodsudgydelser.

Fire personer blev ramt af skud og yderligere 10 blev indlagt med chok eller andre skader, efter en 17-årig dreng åbnede ild på gymnasiet Alexis de Tocqueville i den sydfranske by Grasse.

Men efter alt at dømme kunne det være gået langt værre. En lærer på skolen greb nemlig ind for at 'tale ham til fornuft'. Det skriver mediet CGTN.

Læreren blev selv skudt.

Den franske undervisningsminister, Najat Vallaud-Belkacem, har efter skyderiet hyldet læreren, som hun kalder 'heroisk'.

- Vi undgik det værste, har hun sagt.

Bevæbnet med flere skydevåben og granater

Skyderiet udløste torsdag en terroralarm, men den blev afblæst, da det stod klart, at gerningsmanden var elev på gymnasiet og tilsyneladende var motiveret af et dårligt forhold til sine medstuderende.

Han var bevæbnet med en riffel, to håndvåben og granater, da han gik ind på skolens område. Alligevel lod han sig anholde uden modstand.

Han bliver beskrevet af undervisningsministeren som ustabil og fascineret af våben. På sociale medier havde han delt billeder og videoer af andre skoleskyderi, blandt andet på Columbine High School i USA.

- Der er en galning, der skyder på folk

Under angrebet udbrød der panikstemning på skolen, som udløste en hektisk masseflugt. Det var under denne panik, at flere af de tilskadekomne pådrog sig deres skader.

- Vi så folk komme løbende, der råbte 'der er en galning, der skyder på folk'. Så vi løb, siger den 15-årige elev Mokhtaria til AFP.

Ingen af de tilskadekomne, heller ikke den heroiske lærer, kom alvorligt til skade.