Udland

Hollands premierminister efter sejr: Vælgere har sagt nej til populisme

Vi er nødt til at danne en stabil regering, siger premierminister, mens Geert Wilders erkender sit nederlag.

Hollænderne har onsdag sagt nej til populisme.

Det mener Hollands siddende premierminister, Mark Rutte, hvis parti ser ud til at få flest stemmer ved parlamentsvalget.

- Vi er nødt til at danne en stabil regering og lede landet, siger han.

 - I dag fejrer vi demokratiet, tilføjer han.

Foreløbige resultater fra Holland

Stemmerne er næsten helt talt op efter parlamentsvalg i Holland. Her er oversigten over fordelingen af de 150 mandater, som det ud nu. Tallene i parentes er mandaterne fra sidste valg. Bemærk, at tallene godt kan ændre sig.

VVD: 33 (41)

Frihedspartiet: 20 (15)

Kristendemokraterne: 19 (13)

D66: 19 (12)

Socialistpartiet: 14 (15)

GrønneVenstre: 14 (4)

Socialdemokraterne: 9 (38)

CU: 5 (5)

Dyrepartiet: 5 (2)

50+: 4 (2)

SGP: 3 (3)

Denk: 3 (0)

FvD: 2 (0)

Kilde: NOS.nl

Ruttes liberale parti, VVD, står til at få 33 ud af de i alt 150 pladser ifølge de foreløbige resultater.

Stort arbejde forude for Rutte

Alt imens står islamkritiske Frihedspartiet, der ledes af højrenationalisten Geert Wilders, til at få 20 mandater.

Premierministeren skal danne en koalitionsregering med flere andre partier for at nå de magiske 76 mandater, der kræves for at få flertal i parlamentet.

Ved valget i 2012 dannede Rutte regering med arbejderpartiet PvdA, der står til et meget ringe valgresultat. Derfor skal han som minimum finde to nye samarbejdspartnere for at nå det magiske tal.

Også VVD ser ud til at klare sig dårligere end ved sidste valg. Ifølge valgstedsmålingerne mister Ruttes parti syv mandater.