Udland

Først måtte Tyrkiet ikke flyve til Holland: Nu tager minister motorvejen

Holland har forbudt tyrkisk ministerfly at lande. Nu tager anden tyrkisk minister landvejen til Holland.

Tyrkiets regering lader sig ikke stoppe af et nej til at lande et fly i Holland, hvor tyrkiske ministre vil vinde tyrkiske statsborgeres støtte før en folkeafstemning.

Den tyrkiske familieminister rejser nu til Rotterdam over land, oplyser det statslige nyhedsbureau Anadolu.

Familieminister Fatma Betul Sayan Kaya er allerede i Tyskland, hvor hun skulle deltage i møder.

Holland har tidligere lørdag nægtet udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu at lande i et fly.

Han skulle have deltaget i møder med tyrkiske vælgere i Holland i håb om at vinde støtte til præsident Recep Tayyip Erdogans plan om at ændre forfatningen.

Der er folkeafstemning om forfatningsreformerne 16. april i Tyrkiet. Reformen vil give Erdogan flere beføjelser.

Erdogan har kaldt hollænderne for "levn fra nazitiden".

Den tyrkiske præsident kalder Holland et levn fra nazitiden efter udenrigministeren er blevet nægtet indrejse

Franske myndigheder siger lørdag aften, at Cavusoglu ventes at komme til Frankrig søndag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Holland forstår Erdogans vrede

Hollands premierminister, Mark Rutte, har sagt, at han forstår Erdogans vrede.

Men Rutte siger også, at han mener, at bemærkningen om nazister er "helt ved siden af".

Holland havde på forhånd forbudt Cavusoglu at deltage i vælgermøderne. Men så spidsede situationen til.

Tyrkiet havde truet med sanktioner, hvis flyets landingstilladelse blev inddraget. Holland har forklaret beslutningen om at inddrage tilladelsen med sikkerhedshensyn.

Tyrkiet har siden truet med, at hollandske fly ikke må lande i Tyrkiet.

Tyrkiet vil udnytte krise

Ifølge Nanna Muus Steffensen, der er freelancejournalist og befinder sig i Tyrkiet, så er det meget sigende for Tyrkiets indstilling til denne diplomatiske krise, at udenrigsminister Cavusoglu har udtalt, at hvis dette forværrer forholdet mellem EU og Tyrkiet, så må det 'blive værre'.

- Regeringen scorer en bonus på al den virak, der nu bliver skabt omkring vælgermøderne, siger hun til TV 2.

Valgkampen går nemlig ikke synderligt godt i Tyrkiet - der er i øjeblikket faktisk et flertal mod Erdogans reform, så regeringen har brug for alle de ja-stemmer, den kan samle sammen.

- Krisen giver Erdogan muligheden for at puste sig op overfor EU, og det er noget, han håber på vil give ham større støtte blandt især de nationalistiske vælgere i Tyrkiet, siger Nanna Muus Steffensen.