Udland

Portræt: Clintons yndlingsskurk blev fældet af Trump

Donald Trump har fyret den øverste politichef i FBI. En mand, der under valgkampen blev set som en klar Trump-støtte.

Navnet er Comey. James Comey. Han er over to meter høj, og så har han frem til sin fyring tirsdag aften, dansk tid, raget op i nyhedsbilledet.

Han fastholder selv, at han har været en neutral og politisk uafhængig embedsmand, som øverste chef for USA's føderale politi FBI. Nu har Donald Trump dog, på anbefaling fra sin justitsminister, Jeff Sessions, har valgt at afskedige ham. Det skriver Reuters.

Om James Comey

Siden valgkampen i efteråret har det føget med anklager mod James Comey om politisk indblanding.

Comey blev i valgkampen set som en klar Trump-støtte. En mand der med et snedigt træk og perfekt timing hjalp den undertippede kandidat til sejr og banede vejen til Det Hvide Hus.

Men i marts 2017 sagde FBI-chefen, at præsidenten lyver. Og ikke nok med det: Han bad ifølge flere medier justitsministeriet om at skride ind.

Yndlingsskurk

Hvem er han så? Ven eller fjende af Præsident Trump? Sikkert er det i hvert fald, at Comey smed en bombe ind i valgkampen, da han få dage før valgdagen 8. november sidste år skrev til kongressen og meddelte, at FBI ville undersøge en ny bunke emails, som potentielt havde forbindelse til Hillary Clintons email-skandale.

Det giver mig kvalme at tænke på, at vi måske havde indflydelse på resultatet af valget

James Comey

Forbundspolitiet havde ellers lukket undersøgelsen af email-skandalen flere måneder tidligere og konkluderet, at der ikke var grundlag for at rejse en sag. Men godt en uge før valgdagen åbnede Comey altså igen for balladen om Clintons brug af private emails i tiden, da hun var udenrigsminister.

Den 28. oktober sidste år skrev James Comey, at FBI ville genoptage sagen om Hillary Clintons emails. I en høring onsdag den 3.maj 2017 med Senatets retsudvalg forsvarede James Comey sin beslutning om at genåbne sagen med, at klassificerede emails fra den daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, blev videresendt til det forhenværende medlem af Kongressen Anthony Weiner.

Han besluttede derfor at informere Kongressen om, at han havde genåbnet sagen om Hillary Clintons emails. Ifølge hans eget udsagn fordi, han var tvunget til at vælge imellem at sige det eller holde informationer tilbage, som han var i besiddelse af.

Det var valget mellem 'virkelig skidt eller katastrofalt', sagde han ved onsdagens høring.

- Det giver mig kvalme at tænke på, at vi måske havde indflydelse på resultatet af valget, lød det fra James Comey.

Efter Trumps overraskende valgsejr 8. november har Comey derfor hørt til Clinton-lejrens yndlingsskurke. En af dem, der oftest nævnes blandt de direkte årsager til Hillary Clintons nederlag.

Selvom Comey i dag er politisk neutral, så har han tidligere været registreret republikaner, og han tjente også som vice-justitsminister under præsident George W. Bush. Så han brugte altså sin stilling til at påvirke valgkampen i republikanernes favør, lød kritikken.

Et usædvanligt skridt

Comey blev faktisk udnævnt til FBI-boss af Præsident Obama, men tjente så senere som politichef under Trump. I begyndelsen af marts i år skabte præsidenten igen overskrifter via netop Twitter. I en serie af flere tweets anklagede han Obama for at have aflyttet hovedkvarteret Trump Tower i dagene op til valgdagen sidste år – indirekte en anklage om lovbrud mod både Obama og FBI. 

Her hilser Comey på Trump i forbindelse med præsidentens indsættelse i januar.

Historien gik verden rundt og fik James Comey til at skride til handling.

For skal man tro, hvad flere højtstående kilder sagde til amerikanske aviser, så tog FBI-chefen et meget usædvanligt skridt: Han bad direkte justitsministeriet om at tilbagevise Trumps beskyldninger. Kort sagt: Comey ville have Trumps egen justitsminister til at gå ud og sige offentligt, at præsidenten løj.

Den russiske forbindelse

Der er mere endnu: For James Comey spillede også en central rolle i de undersøgelser af Ruslands indblanding i valgkampen, som potentielt kunne ende med at vælte præsident Trump – og som allerede har givet problemer for flere andre i præsidentens inderkreds.

Sikkerhedsrådgiver Mike Flynn måtte gå af efter at have løjet om sin kontakt til den russiske ambassadør i USA. Og justitsminister Jeff Sessions måtte erklære sig inhabil i forløbet efter flere møder med samme russiske ambassadør.

Her ses James Comey sammen med justitsminister Jeff Sessions, der kom i problemer på grund af møder med den russiske ambassadør i USA.

Erfaren i modvind

Comey er dog absolut ingen novice, når det gælder kontroversielle sager eller politisk modvind. Af venner og kolleger beskrives han i flere portrætter som en mand, der er ligeglad med politik – men altid tro mod loven og mod sin samvittighed.

Han har selv fortalt om, hvordan han i Bush-tiden kom i direkte konflikt med Det Hvide Hus, fordi han som vice-justitsminister nægtede at godkende dele af et kontroversielt aflytningsprogram. Comey satte sin stilling ind på det - og vandt. Præsident Bush og hans folk måtte justere på aflytningsreglerne.

Tilbage i 2003 var Comey som anklager i New York med til at få sagsøgt og dømt livsstils-ikonet Martha Stewart for ulovlig aktiehandel. Den ellers mega-populære dame fik fem måneders i fængsel.

I 2003 var Comey som anklager i New York med til at dømt livsstils-ikonet Martha Stewart for ulovlig aktiehandel.

Og helt tilbage i 1990’erne var Comey med til at undersøge den såkaldte Whitewater-skandale. En sag hvor datidens præsidentpar, Bill og Hillary Clinton, var mistænkt for at have deltaget i svindel i forbindelse med mislykkede ejendomshandler i deltaten Arkansas, hvor Bill Clinton før havde været guvernør.

Allerede som 16-årig teenager havde Comey en højst dramatisk oplevelse: I oktober 1977 blev han og en yngre bror taget til fange af en bevæbnet mand – den såkaldte ”Ramsey Rapist”, som havde begået flere indbrud og overfaldet to barnepiger i nabolaget i en lille by i New Jersey. Manden truede de to Comey-brødre med en pistol og låste dem inde på et badeværelse. De flygtede ud af vinduet, men mødte igen den bevæbnede mand udenfor, før det til sidst lykkedes dem at løbe ind og få fat i politiet.

Nu er det Comeys tid som øverste chef i USA's føderale politi, FBI, forbi.