Udland

Dansker om kæmpe statue i egyptisk mudder: - Det er et uvurderligt fund

Fundet af to kæmpe statuer kan betyde, at man må overveje at grave ud under store dele af Kairo.

Torsdag gjorde arkæologer et spektakulært fund i en mudderpøl i Egypten.

Under en udgravning i et arbejderområde i Marrarya-distriktet i Kairo, har de fundet to kæmpe faraostatuer.

Det er et uvurderligt fund, mener Ziff Jonker, museumsassistent på Ny Carlsberg Glyptotek og bestyrelsesmedlem i Dansk Ægyptologisk Selskab.

- Det er et af de vigtigste fund i moderne tid. Man har fundet det sted, hvorfra verden blev skabt i det gamle Egypten. Det kan betyde, at man skal overveje at grave ud under store dele af Kairo, for at finde resten af byen, siger hun til TV 2.

Det er byen Heliopolis, hun taler om. Den var hjemkult for solguden Ra, som de gamle egyptere anså som verdens skaber.

Kan betyde flere udgravninger under Kairo

Mellem skrot og faldefærdige lejligheder har man altså fundet monumenter fra en tid, man troede var tabt.

- Det er et uvurderligt fund, som kan være med til at sætte Heliopolis på landkortet igen, siger hun.

Der findes ellers kun meget få objekter fra den tid, hvor Ramses II regerede i Heliopolis. Det er blandt andet obelisker, som er købt lovligt og udstillet i Alexandria og rundt omkring i Europa. 

Men ellers kender man kun til byggesten fra Ramses II's tid, som er brugt til at bygge Kairo op. 

Derfor kan fundet ifølge Ziff Jonker betyde, at man skal overveje at grave ud under store dele af Kairo, for at finde mere viden om den by, der har været beboet for 3.000 år siden.

Beviser at Ramses II byggede soltempel

De to statuer blev fundet under en tysk-egyptisk ekspedition. 

Lederen af ekspeditionen, Aymen Ashmawy, mener også, at fundene er meget vigtige. 

- Opdagelsen af disse to statuer viser vigtigheden af byen Heliopolis, som var dedikeret til tilbedelse af guden Ra, siger han. 

Den ene af statuerne er fundet der, hvor indgangen til soltemplet lå, og derfor mener arkæologerne, at statuen kan forestille kong Ramses II. 

Netop derfor er fundet af den otte meter høje statue i kvartssten særligt vigtigt ifølge Ziff Jonker.

- Det er beviser på, at Ramses II har bygget soltemplet op og æret traditionen fra tidligere guder ved at sætte statuer op af sig selv, siger hun. 

Ramses den Store og Seti II

Ramses II er kendt som Ramses den Store, og er nok den bedst kendte farao fra det gamle Egypten.

Han var en af de længst regerende, og han stod blandt andet bag opførslen af de to stentempler ved Abu Simbel.

Den anden statue mener man forestiller den tidligere hersker kong Seti II.