Astronaut sender hilsen fra rummet: Denne her er til dig, Andreas Mogensen
Thomas Pesquet befinder sig lige nu på Den Internationale Rumstation ISS, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen også har huseret.
Danmark er et smukt land. Også fra oven.
'Denne her er til dig, Andreas Mogensen', skriver den franske astronaut Thomas Pesquet på sin Facebookside, hvor han har lagt et billede ud af Danmark taget fra rummet.
- Danmark i al sin pragt, uden en eneste sky om vinteren. Jeg ved det - ingen vil tro mig ;). Det ser ret hyggeligt ud dernede, fortsætter han i sit opslag.
Thomas Pesquet befinder sig lige nu på Den Internationale Rumstation ISS, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen også har huseret.
Dansk astronaut var på ISS i otte dage
Andreas Mogensen ankom efter 51 timers rumrejse til Den Internationale Rumstation den 4. september 2015 klokken 9.40 dansk tid, hvor han arbejdede i otte dage.
Under opholdet på ISS udførte Andreas Mogensen en lang række tests og eksperimenter. Han lavede blandt andet fysiologiske eksperimenter, så forskere kan forstå, hvad der sker med astronauters kroppe i vægtløs tilstand.
Han skulle også teste et nyt realtids-kommunikationsudstyr, der gør arbejdet på ISS mere effektivt - og afprøve en såkaldt skinsuit, en dragt, der støtter astronautens ryg.
Desuden skulle han sende to danske småsatellitter i kredsløb fra rumstationen.