Fransk Valg

Marine Le Pen er knalddygtig – men er hun stueren?

Verdens øjne er rettet mod Marine Le Pen – hun er på alverdens forsider.

I mange måneder har det været almindelig visdom, at hun ville vinde i første valgrunde af det franske præsidentvalg den 23. april – men ville tabe i anden valgrunde den 7. maj. Alle forbehold taget i forhold til meningsmålinger og deres usikkerhed.

Klogt kan man sige, da op imod 50 procent af franskmændene fortsat ikke har besluttet sig til hvem, de vil stemme på, eller om de overhovedet vil stemme.

Avisen Le Monde samt tv- og radiostationen France Info har i denne uge lavet en meningsundersøgelse, der viser, at ikke mindre end 58 procent af franskmændene fordømmer Marine Le Pen og ikke kunne drømme om at stemme på hende. Det er 10 procent flere end i 2012.

Samtidig står det klart, at en tredjedel af franskmændene vil stemme på Marine Le Pen.

I første gruppe er kvinder, folk over 65, forretningsledere – der anser hendes parti for at være en fare for demokratiet.

I den anden gruppe er folk, som føler sig overset, ugleset og forsmået – arbejdsløshed, økonomisk krise, attentater og flygtninge har sat sine spor. De er skeptiske over for verdenen derude.

Frankrig er midt i den gamle kamp – mellem det åbne Frankrig og det lukkede Frankrig.

“America First” – sagde Donald Trump

”La préférence nationale” – sagde Marine Le Pens far – Jean-Marie Le Pen – ”Frankrig for franskmændene” – datteren arvede i 2011 partiet og i vid udstrækning partiets synspunkter.

Ingen tvivl om at Marine Le Pen har moderniseret og afdæmoniseret partiet, men mere i form og farve end i decideret indhold.

”Forandringen er kosmetisk”, sagde en af Frankrigs førende forskere af det ekstreme højre, Nonna Mayer i et interview i 60 Minutes, CBS, der lavede et længere indslag med og om Marine Le Pen her i marts.

Marine Le Pen er knalddygtig i sin kommunikation. Hun er fræk, hun er hurtig, og hendes tilhængere jubler, når hun udfordrer eliten, dommere, Europa, politi, funktionærer og journalister – listen er lang – og Marine slipper tilsyneladende godt fra det.

Hvad hjælper det, at mange anerkendte økonomer fortæller, at fransk udtræden af euroen ville være en katastrofe for franskmændene, der ville komme til at betale regningen på trecifrede milliardbeløb. Det ringer ikke igennem.

Det giver heller ikke genklang, at det økonomiske program, partiet har fremlagt, har vildt overdrevne forventninger til væksten. Løfterne om nedsat pension (nu 62 år til 60), nedsat arbejdsuge fra 35 timer ville have svært ved at kunne realiseres.

Baglandet er tavs

Til dato har ingen fransk tv-journalist kunne få fyldestgørende svar fra Marine Le Pen – eller for den sags skyld fra hendes, i medierne konstant optrædende, højre hånd og strateg Florian Philippot.

Opskriften, de benytter sig af, er ellers enkel. Spørgsmål om eksempelvis partiets økonomipolitik vil blive besvaret således: ”Franskmændene skal selv styre deres økonomi …” – herefter en kaskade af ord mod Europa, derefter mod de andre partiers politiske program – og ethvert forsøg på at føre spørgsmålet tilbage til partiets økonomiske politik, vil blive mødt med: ”Lad mig tale ud …” Endnu et forsøg – og svaret: ”Tror De virkelig, det er det, der interesser franskmændene – nej, vi vil give den almindelige borger frihed … Au nom du peuple – i Folkets navn.”

Det hjælper heller ikke, når aviser som Le Monde og Libération bruger ”detektor” for at bevise, at Marine Le Pen tager fejl.

Nej, der er ikke flere immigranter, der bor i de sociale boligkomplekser end franskmænd.

Nej, det er heller ikke korrekt, at forureningen ikke kommer fra partikler i franske dieselbiler, men først og fremmest fra tyske kulforbrændinger.

Selv præsident Hollande har nu følt, det var nødvendigt at gå ud og advare mod Marine Le Pen og det billede, hun tegner af Frankrig. Præsidenten opfordrer til at stå sammen.

Men i hans eget socialistparti har man svært ved at følge parolen om, at man står sammen om personen, der vandt primærvalget.

Vinderen Benoît Hamon blev torsdag støttet af premierminister Bernard Cazeneuve, men forsvarsminister Jean-Yves Le Drian tog samme skridt som tidligere overborgmester og socialist Betrand Delanoë dagen forinden. De støtter nu Emmanuel Macron, der i de seneste meningsmålinger står til at kunne slå Marine Le Pen. Kort sagt, realpolitik på venstrefløjen.

Højrefløjen splittet

På højrefløjen stod det over weekenden på total splittelse, nu står det på totalt sammenhold. Adskillige mistede fjer, mens vejrhanerne snurrede for at hitte ud af, hvem man skulle støtte. Resultat – Francois Fillon er fortsat kandidat, men Don Nicolas, som tidligere præsident Nicolas Sarkozy nu er blevet kaldt, har fået anbragt sine folk på strategiske poster med udsigter til ministerposter, hvis Fillon skulle vinde den 7. maj. Man kan ikke påstå, der var mange varme følelser under primærvalget mellem Sarkozy-fløjen og Fillon-fløjen. Real politik på højrefløjen.

Manden, der blev lokket og ofret var Alain Juppé, borgmester i Bordeaux og tidligere premierminister for Jacques Chirac og senest udenrigsminister for Nicolas Sarkozy. I meningsmålingerne var han den afgjorte vinder af primærvalget, at det blev Fillon, var en total overraskelse.

Nu svirrer det med rygter om, at Juppé måske som en del fremtrædende socialister vil støtte Emmanuel Macron – den 39-årige stjerne der uden parti – med bevægelsen ”EN Marche” – ”PÅ VEJ” – siden november 2016 – har banet sig vej til toppen af meningsmålingerne.

Tør Frankrig satse på en ”ung” mand, der selv siger, han hverken satser på højre eller venstre, men på en fornyelse, folk skal være med til selv at definere? Mange prominente, kendte folk fra både og højre venstre støtter Macron.

Kompromis – på fransk compromis – er normalt ikke en fransk dyd – der er kun én konklusion: Meget kan ske, inden vi når den 7. maj.