Udland

Nordkorea forbyder malaysiere at rejse ud af landet

Midt i en diplomatisk krise forbyder Nordkorea malaysiske statsborgere at rejse ud af landet.

Nordkorea forbyder malaysiske statsborgere at rejse ud af landet. Det oplyser det nordkoreanske statsmedie, KCNA. Det skriver AFP.

Meldingen kommer midt i en diplomatisk krise mellem de to lande, efter at den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, halvbror, Kim Jong-nam, blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn i februar.

- Alle malaysiske statsborgere i Nordkorea vil blive midlertidigt forhindret i at rejse ud af landet, indtil episoden i den malaysiske lufthavn er tilstrækkelig udredt, lyder det i en melding på KCNA.

Mediet citerer det nordkoreanske udenrigsministerium.

Kræver retfærdig håndtering af mord

Ministeriet har informeret den malaysiske ambassade i Pyongyang om baggrunden for forbuddet.

Ved samme lejlighed har styret anmodet om, at sagen omkring drabet på Kim Jong-nam bliver håndteret hurtigt og retfærdigt, så de to lande igen kan genoptage de diplomatiske forbindelser, lyder det i meldingen fra KCNA.

Nordkorea nægter at samarbejde

Meldingen fra Nordkorea kommer umiddelbart, efter at den nationale politichef i Malaysia udtalte, at de nordkoreanske myndigheder nægter at samarbejde i efterforskningen af det spektakulære drab.

I samme forbindelse sagde politichefen, at de to nordkoreanske statsborgere, som politiet eftersøger, tilsyneladende gemmer sig på den nordkoreanske ambassade i Kuala Lumpur.

- Hvor meget længere har de tænkt sig at gemme sig på ambassaden. Det er et spørgsmål om tid, før de kommer ud, siger Khalid Abu Bakar under en pressebriefing tirsdag ifølge Reuters.

Kim Jong-nam blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn 13. februar af en yderst potent nervegas ved navn VX. Den er af FN klassificeret som et masseødelæggelsesvåben.