Fransk Valg

Fransk valgkamp spidser til: Løgnen om de 30 procent

Mens den republikanske ledelse mandag skal mødes for at diskutere deres kandidat Fillon, spiller falske nyheder også en rolle i den franske valgkamp.

Hvis du tror, at nyheden fra soir.info med nævnelse af det franske nyhedsbureau AFP som kilde – ret officielt –  om, at den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron skulle være Saudi-Arabiens yndling og derfor skulle have fået 30 procent af sit valgbudget fra ørkenlandet, ja, så er du langt ude. Fake, fake!

Soir.info eksisterer ikke. Det gør den belgiske avis Le Soir derimod (soir.be), og de måtte ret fornærmede gå ud og fastslå, at 30 procent-oplysningen ikke stammede fra dem.

Too late to be sorry – Marion Maréchal Le Pen, niece til en anden præsidentkandidat Marine fra familiedynastiet Le Pen, erklærede i et tweet:

”30 procent af Macron-kampagnen finansieret af Saudi-Arabien – vi vil have klarhed!”

Tog det med humor

Tweetet forsvandt ret hurtigt sporløst – men det hindrede ikke sitet Fdesouche fra det ekstreme højre i at gentage 30 procent-erklæringen. Front National var endda ude i en større kampagne mod fake news, men åbenbart kun, når det var rettet mod partiet selv.

Nu behøver man ikke at være ekspert for at synes, det ville være vildt at tro, at præsidentkandidaten Macron skulle kunne vinde et valg i Frankrig med saudierne som makkere – eller tro at de finansielt hårdt pressede saudiere skulle gå foran for at investere i valgkampen.

Socialisternes udvalgte kandidat efter primærvalget Benoît Hamon valgte at tage det fra den humoristiske side, da lignende udsagn på de sociale medier mente at kunne bevise, at han støttede islamisk stat. Macron selv gjorde det samme og tog tyren ved hornene, da the fake news gik meget tæt på hans privatliv.

Beskylder modstandere for politisk forfølgelse

Det samme kan ikke siges om Marine Le Pen og den nationale front, der tager det som en personlig fornærmelse, hvis politi og dommere ønsker at undersøge de sager, der kører mod partiet for valgfusk med partistøtte ved valgene i 2007 og 2012, med forkerte oplysninger om egen formue og endelig om svindel med EU-midler til fiktive jobs.

Det er utilstedeligt at undersøge sagerne, mens der kører en præsidentvalgkampagne, mener Marine Le Pen. Det er kort sagt Fake News – opfundet af modstandere til partiet.

Marine Le Pen nægter at møde op, når hun er indkaldt hos politi og dommere – og har rettet skytset mod politi, dommere, funktionærer – kort sagt landets institutioner og har direkte kaldt det politisk forfølgelse.

Fillon: Et politisk mord

Et ekko, den ligeledes anklagede - for at stå bag fiktive jobs – højrekandidat Francois Fillon nu synes at begive sig ud i.

Også han har valgt det uskyldige offerlams rolle – for nu at bruge hans egne ord:

- Det er et politisk mord på en præsidentkandidat.

Det gamle franske ordsprog ”hvis du skal kravle højt op i palmen, skal din rumpet være helt renskuret” var da også, hvad Fillon kørte sin valgkamp til primærvalget på. Hos Fillon var der helt rene linjer.

Anklagerne er fake, fake – mener han nu.

I dag er der kun ham selv, der kan fratage ham den plads, han vandt. Han sidder i øvrigt også suverænt på pengene, der kom ind ved primærvalget. Klokken tikker. Den 17. marts er sidste dag for opstilling til præsidentvalget med 500 folkevalgtes erklærede støtte.