Udland

Efter historisk Oscar-skandale: Nu er de ansvarlige revisorer færdige

De to revisorer fra PricewaterhouseCoopers får ikke længere lov til at håndtere Oscar-uddelingen, efter den forkerte vinder blev udråbt.

Det blev dømt til Oscar-uddelingens største skandale nogensinde, da den forkerte vinder blev udråbt under årets Oscar-uddeling søndag. 

Nu tager verdens største underholdningsevent konsekvensen og lader hammeren falde over PricewaterhouseCoopers-revisorerne Brian Cullinan og Martha L. Ruiz, som stod bag uddelingen af vinderkuverterne ved showet. 

Det skriver New York Times.

De to revisorer vil ikke fremover komme til at have noget med Oscar-showet at gøre, oplyser en talskvinde for Academy of Motion Picture Arts and Science til New York Times. 

Gav den forkerte kuvert

Det var angiveligt Brian Cullinan, som ved en fejl kom til at give den forkerte kuvert til skuespilleren Warren Beatty umiddelbart inden denne gik på scenen sammen med kollegaen Faye Dunaway for at udråbe showets sidste prisvinder i kategorien "bedste film". Her startede en forvirret Warren Beatty med at tøve, da han så teksten i kuverten, men siden udråbte Faye Dunaway filmen "La La Land" til vinder. 

Først efter vinderne kom til scenen og fik holdt deres takketaler, kom det frem, at den rigtige vinder var filmen "Moonlight". Årsagen til misforståelsen blev siden sporet tilbage til Brian Cullinan, som havde givet en kuvert med den bedste kvindelige hovedrolle til Warren Beatty. Og i kuverten stod der "Emma Stone - La La Land", som tidligere under showet havde modtaget prisen.

Brian Cullinan har været revisor på Oscar-showet siden 2014, mens Martha L. Ruiz har været med siden 2015.

Det er ikke lykkedes New York Time at få oplyst, hvorvidt PricewaterhouseCoopers fortsætter som revisor ved Oscar-uddelingen.