Donald Trump

Trump i tale i nat: Nu skal det være slut med 'lovløst kaos'

Ved sin første tale til Kongressen varsler Donald Trump et opgør med det nuværende immigrationssystem.

USA skal være hårdere ved papirløse og kriminelle indvandrere.

Det var en af hovedpointerne, da den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til onsdag dansk tid holdt sin første tale til Kongressen.

- Vi ønsker, at alle amerikanere skal have succes - men det kan ikke ske i et miljø med lovløst kaos. Derfor vil vi snart tage nye skridt for at holde vores land sikkert - og for at holde dem ude, som ønsker at gøre os ondt, lød det fra præsidenten.

Trump varslede i sin tale et opgør med det nuværende immigrationssystem, så USA fremover skal tage imod færre faglærte immigranter og i stedet have et merit-baseret system.

Ifølge Trump vil en sådan reform være godt nyt for den amerikanske arbejderfamilie, spare skatteyderne for milliarder og gøre landet mere sikkert.

- Vi har forsvaret grænser i udlandet, mens vi har efterladt vores egne åbne, så stoffer og kriminelle har kunnet strømme ind,som det aldrig er set før, sagde Donald Trump, der også igen slog fast, at der vil blive bygget en mur langs grænsen mod Mexico.

Fokus på jobskabelse og uddannelse

Præsidenten blev mødt med hujen og klapsalver, i hvert fald fra den republikanske side af salen, da han kort efter klokken tre indtog podiet i Kongressen.

I den tv-transmitterede tale udstak præsidenten linjen for sin regerings politik de kommende år, og her understregede han endnu engang, at hans politik skal komme amerikanerne til gode.

Vi skal bygge broer baseret på samarbejde og tillid - ikke skabe splid.

Donald Trump

Trump åbnede blandt andet for muligheden for at kigge på betalt barselsorlov, varslede et opgør med sundhedsreformen Obamacare og fastslog, at han agter at styrke infrastrukturen, give store skattelettelser og skabe millioner af nye job.

- Jeg vil ikke længere tillade, at USA og dets fanstastiske virksomheder og arbejdere bliver udnyttet, sagde Trump.

Han understregede også vigtigheden af at fastholde kvaliteten i undervisningssystemet og at give alle mulighed for at tage en uddannelse.

- Uddannelse er vore tids borgerret. Derfor opfordrer jeg begge partier til at stemme for en uddannelsesreform, som vil finansiere skolevalg for udfordrede unge, herunder millioner af afroamerikanske og latinamerikanske børn, sagde præsidenten.

Vil samle nationen

Siden sin udnævnelse har Donald Trump været udsat for megen kritik, og han har i høj grad delt USA i støtter og modstandere.

Men under sin timelange tale i nat slog han et slag for vigtigheden i at samle nationen og stå sammen om at "gøre USA storslået igen".

- Vi et et land, der står sammen i fordømme had og ondskab i alle dets former. Jeg er her i aften for at give et budskab om forening og styrke, og det er et budskab der kommer fra dybt i mit hjerte, sagde Trump.

Trump kom i sin tale til kongressen ind på forsvarets betydning. Her hyldede han en afdød soldat. Enken var til stede i salen og brød ud i tårer.

De senere år har der også været stor fokus på raceuroligheder i USA efter flere politidrab på sorte amerikaner, og i sin tale slog Trump fast, at det er vigtigt at genskabe trygheden og tilliden mellem borgere og politiet.

- Vi skal bygge broer baseret på samarbejde og tillid - ikke skabe splid, fastslog han.