Donald Trump

Øjeblikket der udløste tårer - og stående bifald i flere minutter

Donald Trump hyldede flere 'almindelige' amerikanere ved sin første tale til Kongressen.

USA’s præsident, Donald Trump, holdt natten til onsdag dansk tid sin første tale til Kongressen.

Under den timelange tale høstede Trump flere gange bifald fra salen. Mest fra Republikanerne, der var placeret til højre for Trump, men det lykkedes ham også at få Demokraterne op af stolene.

Det største og længste bifald kom, da talen faldt på de amerikanske krigsveteraner.

Donald Trump havde nemlig inviteret enken Carryn Owens, hvis mand soldaten William "Ryan" Owens fra elitekorpset Navy Seals mistede livet i Trumps første militæroperation som præsident.

- Ryan døde, som han levede – en kriger og en helt – som kæmpede mod terrorisme og sikrede vores nation, lød det fra Donald Trump.

En rørt enke

Imens zoomede kameraerne ind på Carryn Owens, der lod tårerne få frit fald, mens hun modtog hele salens hyldest. Enken sad blandt andet flankeret af Trumps datter Ivanka Trump.

Carryn Owens kiggede flere gange op i luften med bedende hænder, mens tårerne trillede ned af hendes kinder.

Carryn Owens modtog et kæmpe bifald, da hendes afdøde mand blev hyldet.

Donald Trump fortsatte hyldesten af den afdøde soldat med et citat fra USA’s forsvarsminister, James Mattis.

- Ryans eftermæle strækker sig til al evighed. For som biblen lærer os, er der ikke nogen større handling i kærlighedens navn end at lægge sig ned for sine venner. Ryan lagde sig ned for sine venner, for hans land og for vores frihed. Vi vil aldrig glemme ham, lød det fra Trump.

Fremhævede skudoffer og syg kvinde

Udover Carryn Owens, havde Donald Trump inviteret Megan Crowley, der er født med sygdommen Pompes og ikke blev spået til at blive mere end fem år gammel.

Donald Trump fremhævede den i dag 20-årige kvindes far, John Crowley, der ifølge præsidenten kæmpede med alt, hvad han havde, for at redde sin datters liv.

Donald Trumps første tale til Kongressen indeholdt blandt andet hyldest til en kvinde med en sjælden sygdom og familien til en skuddræbt dreng.

- Han oprettede et selskab for at lede efter en kur og hjælpe med at udvikle den medicin, der reddede Megans liv, lød det fra Trump.

Præsidenten benyttede også sin tale i kongressen til at mindes den 17-årige Jamiel Shaw Jr., der blev myrdet af en illegal immigrant, der lige var blevet løsladt fra fængsel, lød det.

- Jamiel Shaw Jr. var en fantastisk ung mand, med ubegrænset potentiale, der skulle til at starte på college, hvor han ville være blevet et dygtig quarterback. Men han fik aldrig chancen. Hans far, som er blandt publikum i aften, er blevet en af mine gode venner, sagde Trump.

Vil samle nationen

Siden sin udnævnelse har Donald Trump været udsat for megen kritik, og han har i høj grad delt USA i støtter og modstandere.

Men under sin timelange tale i nat slog han et slag for vigtigheden i at samle nationen og stå sammen om at "gøre USA storslået igen".

- Vi et et land, der står sammen i fordømme had og ondskab i alle dets former. Jeg er her i aften for at give et budskab om forening og styrke, og det er et budskab der kommer fra dybt i mit hjerte, sagde Trump.

De senere år har der også været stor fokus på raceuroligheder i USA efter flere politidrab på sorte amerikaner, og i sin tale slog Trump fast, at det er vigtigt at genskabe trygheden og tilliden mellem borgere og politiet.

- Vi skal bygge broer baseret på samarbejde og tillid - ikke skabe splid, fastslog han.