Sexslave hos Islamisk Stat: Jeg var 14 år, da de bandt mig fast til en seng og voldtog mig
Ekhlas Khidir var fange hos terrorgruppen IS i 152 dage. En tysk delstat behandler nu hende og 1100 andre yazidi-kvinder, som har været slaver hos IS.
Jeg møder 16-årige Ekhlas Khidir en regnfuld morgen i en lille landsby i det sydlige Tyskland. Hun skal i skole.
- Geografi, gymnastik, engelsk og tysk, fortæller hun om dagens timer.
Hun skifter mellem arabisk og tysk, det nye sprog er ved at finde sig til rette i munden på den mørkhårede teenager.
- Det går godt med det tyske, siger jeg.
- Ja, natürlich, smiler hun.
For to et halvt år siden, dagen før Ekhlas Khidir fyldte 14 år, blev hun taget til fange af terrorgruppen Islamisk Stat i sin hjemby, Sinjar, i det nordvestlige Irak. 152 dage gik der, før hun slap fri. 152 dage med daglige voldtægter og ydmygelser. Undervejs blev hun solgt til en irakisk IS-kriger.
- Ham, som jeg var hos, havde langt skæg. Hertil, siger hun og peger 10 centimeter under hagen.
- Hans hår var langt. Og kruset. Og så var han også meget tyk. Når jeg kommer til at tænke på ham, så væmmes jeg.
Ekhlas Khidir er med i et tysk-finansieret behandlingsforløb for tidligere IS-slaver. De første kvinder og børn ankom til Baden-Württemberg for to år siden. Delstaten er en af Tysklands rigeste, såvel som hjem for 50.000 kurdiske yazidier og har afsat et budget på 700 millioner kroner til projektet. 1.100 kvinder og børn har siden fået humanitært visum og er blevet tilbudt psykologbehandling, sociale aktiviteter, hesteridning, kunst, tegning, svømning, samt fuld medicinsk behandling.
Fanget af Islamisk Stat
I en række morderiske angreb, der begyndte ved daggry d. 3. august 2014, erobrede IS store dele af områderne omkring Sinjar, Ekhlas’ hjemby. De kurdiske Peshmerga-styrker havde trukket sig tilbage i timerne før. Officielt fordi de ikke kunne holde stand mod IS, der havde bedre våben. Nu begyndte et blodblad, som FN har beskrevet som et muligt folkemord mod Iraks oprindelige yazidi-befolkning.
Ekhlas kunne høre skudsalver og våben, der hamrede løs. Biler med IS-militante med langt hår og fuldskæg strømmede igennem gaderne i tunge pickups og camouflagemalede Humvee’er med krigere stående på de åbne lad. Der var maskingeværer monteret på køretøjerne.
IS-krigerne stimlede Ekhlas’ familie sammen. Hendes far, mor og seks søskende; tre søstre og tre brødre, hvoraf den yngste var en søster på ni år. Mændene blev adskilt fra kvinderne.
- De sagde, I bliver tvangsgift med os. Og vi sælger jer, for I er sexslaver. Det, der kommer til at ske med jer, er, hvad I fortjener, fortæller Ekhlas Khidir om IS-krigernes nøgterne fremtidsudsigt for hende selv og de anslået 6.000 kvinder og børn, der i de dage blev taget som fanger.
IS betragter yazidierne som vantro og djævletilbedere. I det fjerde nummer af IS’ tidligere engelsksprogede internettidsskrift, Dabiq, forklarer terrorgruppen selv, hvad der efterfølgende skete.
"Efter at de blev taget til fange, blev yazidi-kvinder og børn fordelt i henhold til islamisk lov,” står der i artiklen ’The Revival of Slavery Before the Hour.’ ”Man bør huske på, at det at tage de vantros familier som slaver - og deres kvinder som konkubiner - er et fast aspekt af islamisk lov.”
Mange af byens yazidi-mænd blev dræbt, heriblandt Ekhlas’ 60-årige far. Skuddræbt for øjnene af sin familie. Mere end 400 blev halshugget.
”Du er en tjener. En konkubine. En krigsfange.”
I busser – med bevæbnede vagter både forrest og bagerst - transporterede IS først Ekhlas, hendes mor og søskende til den primært turkmenske by, Tel Afar, 50 kilometer vest for Sinjar og efterfølgende til et fængsel i Badoush sydøst for storbyen Mosul.
- Jeg var i fængsel i 10 dage. De adskilte mig fra min mor og søskende, fortæller Ekhlas Khidir.
- De slog os dagligt med en kæp. De sagde: ’løft jeres hoveder’. Den pige, der ikke løftede sit hoved, fik slag med kæppen. Hver gang tog de en pige. Der var en iblandt os, som var omkring ni år gammel, og så kom der en mand, som var måske 40-45 år gammel. Og han tog den pige, som var ni år gammel. Hun skreg og græd, men han ville ikke lade hende være, fortæller Ekhlas Khidir.
En nat kom flere mænd til Ekhlas’ celle.
- Jeg var 14 år. De bandt mig fast til en seng. Så bandt de mine hænder og voldtog mig. Det gjorde de dagligt, fortæller Ekhlas Khidir.
Hun fortæller sin historie på et anonymt kontor i en tysk kommunebygning. Alle vores optagelser foregår på lokaliteter, hvor det ikke er tydeligt, hvor kvinderne befinder sig. Af hensyn til deres sikkerhed. På mit første spørgsmål fortæller Ekhlas Khidir i næsten 20 minutter. Om den dag, hun blev fanget. Om mordet på hendes far. Om volden og voldtægterne. Om de andre piger. Om de fire gange hun forsøgte at begå selvmord.
- To gange forsøgte jeg at skære mine pulsårer over, én gang spiste jeg 150 piller og én gang drak jeg benzin, fortæller Ekhlas Khidir.
Senere er et dokument dukket op, der fastsætter priserne for salg af kvinder og børn under Islamisk Stats styre: 300.000 irakiske dinarer, svarende til cirka 1.800 kroner, for børn i alderen fra et til ni år gammel. 900 kroner for 10 til 20-årige piger, og så videre. Kvinder blev solgt til alt fra 18 til 1.000 dollars. Andre fik numre, som så blev udtrukket ved et lotteri og på den måde fordelt til IS-krigere. Det var i et lotteri, at Ekhlas Khidir endte hos en 32-årig irakisk IS-kriger med langt, kruset skæg.
- Du er en tjener. En konkubine. En krigsfange. Det sagde han 100 gange, fortæller hun.
- Han torturede mig så meget, at jeg mistede bevidstheden. To gange skreg jeg til mine veninder: ”Hjælp mig, hjælp!” Jeg råbte: ”Hjælp mig en eller anden. Vi er bare børn og har brug for hjælp.” Der var ingen, der hørte os. Efter han voldtog mig… der var ikke det, han ikke gjorde ved mig, fortæller Ekhlas Khidir.
IS-ofre får behandling i Tyskland
Jan Kizilhan er læge, leder af projektet og har personligt interviewet de 1.100 kvinder og børn, som er kommet til Tyskland.
- Hver eneste historie, de fortæller, er værre end den foregående. Man tænker, at nu kan det ikke blive mere rædselsfuldt, men så fortæller den næste kvinde igen en helt uudholdelig historie, siger han og beskriver en mor, hvis to-årige datter blev låst inde i en metalkasse og efterladt derude i syv døgn.
Da IS-krigerne hev pigen ud af metalkassen, som havde stået i sommervarmen i syv dage, dyppede de hende med isvand og dræbte hende. En anden kvinde blev truet med, at hendes 5-årige søn ville blive bundet efter en bil og trukket igennem gaderne, hvis ikke hun lod sine gidseltagere udnytte hende uden modstand. En 8-årig pige, den yngste i det tyske behandlingsforløb, er blevet solgt videre 8-10 gange. Inden for ti måneder blev hun voldtaget over 100 gange.
- Det handler ikke om, at alle flygtninge skal komme til Tyskland. Det er et helt særligt program for meget sårbare mennesker, der ikke ville overleve i deres oprindelsesland, siger Jan Kizilhan.
Tyskerne er allerede i kontakt med Canada om at inddrage dem i projektet, og den tyske læge sender også en appel til Danmark. Der sidder stadig kvinder og børn, tidligere sex-slaver hos IS, i flygtningelejre uden den fornødne hjælp.
- Danmark har et godt sundhedssystem med gode psykiatere og terapeuter. Det ville være et signal om, at man er imod islamistisk terror og vil også sende et signal om, at man er for mennesker og frihed overalt, og samtidig redder man naturligvis også mennesker. Det behøver man ingen grund til,” siger lægen, som afviser, at man på nuværende tidspunkt kan give den samme hjælp i Irak.
De faglige kompetencer er der ikke, de skal først oplæres, og mange af kvinderne kæmper desuden med en social stigmatisering i et ofte meget patriarkalsk samfund, hvor skam og tabuer fortsat hersker, siger Jan Kizilhan.
Flugten
Efter måneders fangenskab kunne Ekhlas Khidir ikke længere modstå presset. Hun konverterede til islam – i hvert fald på overfladen.
- Nogle gange truede de mig med deres våben og tvang mig til at bede fem gange om dagen. Det gjorde jeg så, men inderst inde troede jeg ikke på islam, fortæller hun.
Flere gange prøvede hun at flygte.
- Men IS-folkene indhentede mig hver gang, siger Ekhlas Khidir.
Som straf for flugtforsøgene blev hun slået i hovedet. Fjerde gang lykkedes det. I januar 2015, mens der var hårde kampe mellem de kurdiske Peshmerga-styrker og IS, udnyttede hun kaosset.
- Jeg løb fra huset klokken otte om aftenen mod Sinjar-bjerget – barfodet, så ingen ville kunne høre mine fødder, husker hun.
- Det var meget koldt og mine fødder begyndte at bløde.
IS-militante affyrede skud med deres Kalashnikov-rifler. ”Vend tilbage!” råbte de.
- Jeg tænkte, at enten bliver jeg dræbt, eller også bliver jeg befriet. Selv hvis jeg bliver ramt af deres skud, så hellere det end at leve under deres slaveri. Så jeg fortsatte med at løbe, siger Ekhlas Khidir.
Klokken fem om morgenen den 2. januar 2015 nåede hun op på bjerget. Bevæbnede yazidi-krigere tog imod hende. Ni personer i hendes udvidede familie er stadig i hænderne på jihadisterne. Ekhlas’ mor og to søskende slap ud. Men to af hendes brødre - en læge på 23 år og en lærer på 25 år - samt to søstre – en på 30 og en på ni år – er stadig fanget. Det samme er brorens kone med deres fire børn.
- Jeg har ingen viden om dem. Om de lever eller er døde, siger hun.
- Det, der gør mest ondt på mig, er, at jeg ikke kan gøre noget. Kun verdenssamfundet kan gå ind og redde yazidierne.
Det er eftermiddag, da vi går en tur ud på en træbro, der snor sig henover floden. Ekhlas Khidir kalder det sit yndlingssted i sin nye hjemby. Vandet giver hende ro, siger hun. Hun fortæller om sin fremtid, en drøm om at være advokat med speciale i kvinderettigheder. Hænderne er stukket ned i den halvt åbne sorte jakke, håret sat op i en hestehale.
- Jeg ønsker, at kvinder skal gå med oprejst pande, siger hun.
Vil du gerne tilbage til Sinjar?
- Ja, det vil jeg gerne, men på én betingelse. Enten anerkender de folkemordet på yazidierne, eller også yder de særlig international beskyttelse for yazidier. Uden det kan vi ikke vende tilbage, siger Ekhlas Khidir.
Det er vigtigt for Ekhlas Khidir at få ønsket om international anerkendelse af yazidiernes lidelser med i interviewet. Det er et spirende håb om at være med til at sikre en bæredygtig fremtid for hendes folk, måske ligefrem et eget hjemland.
- De, der gjorde det mod os, var vores naboer. I mit eget hjem og land blev jeg købt af den ene og solgt af den anden, siger hun.
- Hvad hvis ham, der solgte mig til IS, kunne finde på at gøre det igen?