Udland

Muhammad Alis søn afhørt i timevis for at være muslim - nu raser familien mod Trump

Muhammad Ali Jr. blev tilbageholdt og afhørt i to timer, da han landede her i lufthavnen Fort Lauderdale-Hollywood. DANIEL SLIM / Scanpix Denmark

Bokselegendens søn blev afhørt i timevis på grund af sin religion. Nu raser han mod Donald Trumps udlændingestramninger og overvejer sagsanlæg.

Familien til den afdøde bokselegende Muhammad Ali langer nu ud efter den amerikanske præsident, Donald Trump, og overvejer at indlede en retssag på føderalt niveau.

Det oplyser familiens advokat Chris Mancini til avisen Louisville Courier-Journal

Årsagen skal findes i en episode, der udspillede sig i den internationale lufthavn Fort Lauderdale-Hollywood i delstaten Florida tidligere på måneden.

Her ankom bokselegendens 44-årige søn, Muhammad Ali Jr, og dennes mor, Khalilah Camacho-Ali, der var Muhammad Alis anden kone, den 7. februar efter at have deltaget i et arrangement på Jamaica.

Men efter ankomst blev familien trukket til side - ifølge dem selv som følge af deres arabisk klingende navne, oplyser advokaten.

Moderen fik lov at fortsætte sin indrejse, da hun fremviste et billede af hende selv og hendes berømte eksmand, men for sønnen gik det langt fra så problemfrit. Det er vel at mærke på trods af, at han er født i storbyen Philadelphia og har et amerikansk pas.

"Er du muslim?"

Ifølge familiens advokat blev Mohammad Ali Jr. tilbageholdt i næsten to timer, hvor han gentagne gange blev afkrævet svar på spørgsmålene "Hvor har du dit navn fra?" og "Er du muslim?".

Alis søn bekræftede, at han er muslim - ligesom sin berømte far - hvilket fik lufthavnsbetjentene til at fortsætte med at stille ham spørgsmål om hans religion, og hvor han var født.

Den amerikanske avis har forholdt oplysningerne for de ansvarlige lufthavnsmyndigheder, men en talsperson oplyser, at man ikke kan udtale sig om konkrete personsager. De fastslår dog, at alle, der indrejser i USA, potentielt kan blive undersøgt nærmere.

Overvejer sagsanlæg - og søger andre tilfælde

Familien hæfter sig dog ved, at de aldrig tidligere har haft problemer med at rejse ind og ud af USA. Derfor mener de, at forklaringen skal findes i det direktiv med omfattende stramninger af USA's udlændingepolitik, som præsident Donald Trump underskrev den 27. januar.

- For hele familien Ali er det krystalklart, at dette er en direkte konsekvens af Trumps forsøg på at holde muslimer ude af USA, fortæller advokaten Chris Mancini til Louisville Courier-Journal

Advokaten oplyser, at han sammen med familien nu overvejer at indgive et føderalt søgsmål, og at de nu forsøger at finde ud af, hvor mange andre, der har været udsat for en lignende behandling, hvor de er blevet diskriminieret som følge af deres religion.

Donald Trumps direktiv omfatter blandt andet et omstridt indrejseforbud fra syv lande med overvejende muslimsk befolkning. Flere domstole har dog efterfølgende suspenderet præsidentens direktiv.