Udland

Kvinden bag epokegørende abortsag er død

Norma McCorvey blev kendt, da hendes ønske om retten til abort kom for Højesteret i USA. Senere i livet foretog hun en kovending og ombestemte sig.

Norma McCorvey, der var hovedpersonen i en af de mest skelsættende retssager i nyere amerikansk historie, er død af et hjertestop. Hun blev 69 år gammel.

Som 22-årig udfordrede en gravid og hjemløs Norma McCorvey i 1969 Texas’ delstatslovgivning omkring abort. Her blev hun kendt under pseudonymet ”Jane Roe”.  Sagen er derfor i dag kendt som ”Roe vs. Wade” i USA.

Hendes søgsmål endte i Højesteret og førte til, at USA i 1973 – fire år senere – gav alle amerikanske kvinder ret til fri abort. McCorvey nåede aldrig selv at få en abort, eftersom hun fødte og bortadopterede sit barn, inden afgørelsen faldt i hendes favør i 1973.

Norma McCorvey blev hyldet som bekræftelsen på kvinders frigørelse, mens andre så hende som et symbol på, at det nu var okay at myrde de ufødte.

Foretog spektakulær kovending

Gennem firserne og halvfemserne var McCorvey glødende tilhænger af abort og arbejdede i en periode en kvindeklinik i Dallas, der foretog abort.

Men årtier efter retssagen ombestemte McCorvey sig og konverterede til den evangeliske kristendom, hvorefter hun noget bemærkelsesværdigt blev en del af anti-abort bevægelsen.

Kort tid senere konverterede hun endnu en gang og blev en del af den romersk-katolske kirke, der også er imod abort.

- Jeg tror ikke på abort, ikke engang i en ekstrem situation. Hvis en kvinde bliver gravid af en voldtægt, er det stadig et barn. Du skal ikke opføre dig som din egen gud, fortalte hun i 1998 til The Associated Press.

I demonstration mod Barack Obama

I 2009 blev McCorvey anholdt i en demonstration mod Barack Obama, der holdt tale ved University of Notre Dame. Norma McCorvey udtalte dengang, at præsident Obama var skyldig i 'børnemord'.

- Jeg elskede det, da jeg blev arresteret. Jeg følte, at jeg var høj. Men jeg  var høj på gud. Jeg har aldrig været arresteret før. Men hvem er bedre end ufødte børn at blive arresteret for, sagde hun dengang til The Guardian.

Norma McCorvey har dog haft stor betydning for abortdebatten i USA, og "Roe vs. Wade"-afgørelsen har de seneste fire årtier været omdrejningspunkt for utallige politiske, juridiske og moralske debatter om abort i USA.

Med valget af Donald Trump som USA's præsident og med et republikansk flertal i Kongressen er spørgsmålet igen blevet aktuelt.

Trump sagde i valgkampen, at abort i det store hele ikke bør være tilladt. Han har lovet at sløjfe den økonomiske støtte til organisationer, der arbejder for retten til abort.

Efter afgørelsen i Højesteret i 1973 er der foretaget omkring 50 millioner legaliserede abortioner i USA. Det på trods af at senere afgørelser og nye lovgivning har genindført begrænsninger på området i visse stater.