Trumps særlige rådgiver er retorisk skarp: Her er hendes vilde tricks
Trumps særlige rådgiver, Kellyanne Conway, synes ikke at svare direkte på nogen af pressens spørgsmål. Et problem, mener eksperter.
Kender du det, når du igen og igen stiller det samme spørgsmål til en person - men du aldrig får noget ordentligt svar?
Sådan er det ofte med præsident Donald Trumps særlige rådgiver, Kellyanne Conway. Hvert fald hvis man skal tro på medierne.
Allerede på tredjedagen af Trumps præsidentskab kom Kellyanne Conway i vælten for at sige, at påstanden om, at ’der aldrig havde været flere mennesker ved en præsidentindsættelse’ blot var ’alternative fakta’. Det skabte et ramaskrig i medieverdenen. Ligesom hun også under et tv-interview på MSNBC opdigtede en massakre.
Holdningerne om Trumps særlige rådgiver er talrige. Men ifølge Christian Kock, som i årevis har analyseret politiske diskussioner og debatter som professor på Afdeling for Retorik på Københavns Universitet, deler Kellyanne Conway vandene.
- Dem, der er imod Donald Trump som præsident, bliver mere forarget, når hun undviger at svare på pressens spørgsmål, mens Trumps kernevælgere får større sympati for dem, da de føler, at Donald Trump og hans folk bliver forfulgt af pressen, siger han til TV 2.
Men snor Kellyanne Conway sig reelt uden om pressens spørgsmål?
- Uden tvivl. Hun gør to ting: Hun snakker om noget andet, og hun går til modangreb, siger Christian Kock og forklarer, at det er et gammelt trick, som også i stor stil bliver brugt herhjemme af danske politikere og talsmænd.
Conway griber en åbning - og går til modangreb
Lad os zoome helt ind på, hvad det helt præcist er, at Trumps særlige rådgiver formår at gøre under interviews.
I et tv-interview med Meet The Press bliver det klart. Her presser journalist Chuck Todd hende op i en krog i forhold til hendes brug af 'alternative fakta' om antallet af mennesker ved præsidentindsættelsen.
Chuck Todd siger: - 'Alternative fakta' er ikke fakta. De er løgne.
Kellyanne Conway svarer: - Chuck, tror du, at det er et faktum eller ej, at millioner af mennesker har mistet deres sundhedsforsikringer og læger under præsident Obama?
Kellyanne Conway bruger journalistens vending om 'fakta' til at dreje samtalen et andet - og mindre følsomt - sted hen - og så går hun til modangreb:
- Når hun bruger det samme ord, lyder det som om, at hun svarer på spørgsmålet, selvom hun reelt forsøger at få rollerne vendt, så Trump-organistionen er offeret, siger Christian Kock.
Udenomssnak er en kunst
I Kellyanne Conways tilfælde handler det også om at tale så hurtigt som muligt, så udenomssnakken ikke bliver opdaget. Og det er en kunst, hun besidder, forklarer Christian Kock.
- Hun bliver ved med at snakke. Uden at tøve en eneste gang. Det har hun en fantastisk evne til. Munden står ikke stille på hende. Også selvom pressen flere gange spørger ind til det samme emne, bliver hun på sin sti. Hun får skabt sin egen agenda ud fra pressens spørgsmål.
I et tv-interview på ABC News bruger hun igen taktikken for at besvare et spørgsmål om præsident Trumps falske udsagn på sin Twitter-profil om vælgerfusk. Her bruger Kellyanne Conway et af tv-værtens ord til at dreje snakken om fake news.
Tv-værten prøver igen. Men får samme resultat. Hun tager et af journalistens ord - og så fordrejer hun det til egen vindings skyld.
Her sniger Kellyanne Conway sig udenom ABS News' tv-værts spørgsmål om Donald Trumps vælgerfusk. Se fra 3.50:
Lektor: Conway misinformerer befolkningen
Carsten Madsen, der er lektor i retorik ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, er også bekendt med Kellyanne Conways metoder - og han er ikke tvivl:
- De er uetiske og udemokratiske, fordi de synes at være motiveret af særinteresser og forvaltet af magtfuldkommenhed. Hun gør ikke bare sit arbejde. For mig at se misinformerer hun befolkningen, siger han til TV 2.
Carsten Madsen mener, at i kraft af hendes stilling som særlig rådgiver for USA's præsident og som offentlig talsmand for hans politik burde Kellyanne Conway forholde sig til de kritiske spørgsmål.
- Hun burde på et rationelt grundlag motivere præsidentens politiske tiltag under henvisning til, hvordan de er til det fælles bedste. Hun gør det modsatte, siger han og tilføjer:
- Gennem sin undvigende svar-teknik undergraver hun i stedet en række af de fundamentale demokratiske principper: Tilliden til det parlamentariske system, tolerancen over anderledes tænkende og beslutningsprocesser på baggrund af offentlig debat.
Og netop dette kan ifølge professor Christian Kock blive et problem:
- Det er skadeligt for den politiske debat. De borgere, som vil have en politisk debat, som de kan bruge til noget, de bliver snydt. De har brug for at få svar på kritiske spørgsmål for at kunne bedømme sagen. Ellers kan de ikke bruge debatten. Når det ikke kommer, bliver debatten nytteløs. Det skaber i stedet polarisering.