Udland

Myrdet i myldretiden: Nordkoreas tabte søn blev forgiftet 'for sjov'

Kim Jong-nam i Beijing i 2007. JIJI PRESS / Scanpix Denmark

Detaljerne om mordet på Kim Jong-nam dukker langsomt op. Her har vi sat vidneudsagn sammen til en fortælling om, hvad der skete med Kim Jong-ils søn.

Mordet fandt sted midt i mandagens morgentravlhed i lufthavnen i Kuala Lumpur.

En kødrand af passagerer stod rundt om lavprisselskabernes check-in skranker med selvbetjening. 

Midt i kaosset af rullekufferter og flypassagerer med rygsække stod en buttet, asiatisk mand.

Han var alene og var på vej til at tjekke ind til et fly mod Macau efter en uge i Malaysia.

Menneskemylderet var tæt og atmosfæren var tyk af støj.

Nogle få meter fra en skranke i check-in området blev den buttede mand passet op af to unge kvinder.

Den ene var klædt i en hvid sweater med bogstaverne LOL på brystet. Hun havde sort pagehår, om hofterne bar hun et kort blomstret skørt, og hendes læber var mørkerøde.

Kvinden her har ifølge lokale medier forklaret, at hun troede hele episoden med lommetørklædet var for sjov.
Afgangshallen i Kuala Lumpur International Airport 2.
En af de mistænkte kvinder venter på en taxi.

Dernæst fulgte et snigmord som har rettet verdens øjne mod Nordkorea.

Offeret - den buttede mand - var nemlig halvbror til Nordkoreas diktator Kim Jung-un. De to unge kvinder mistænkes for at være udsendt af styret i Pyongyang.

Kim Jong-nam vidste godt, at hans liv var i fare.

Han flygtede fra det lukkede land for flere år siden, og rejste nu under et helt andet navn.

Lommetørklæde og gift

Selv om han ikke begærede magten i Nordkorea, var blodets bånd formentlig nok til, at han var dødsdømt i det øjeblik, han hoppede af.

Magten i Nordkorea er gået i arv de seneste tre generationer, og hvis nogen havde planer om at styrte Kim Jung-un, kunne de indsætte Kim Jong-nam i stedet. 

Da hans halvbror Kim Jong-un kom til magten i Nordkorea for fem år siden, udstedte han en stående ordre om, at Kim Jong-nam skulle dø. I hvert fald, hvis man skal tro, hvad den sydkoreanske efterretningstjeneste har oplyst.

Nordkoreas afdøde leder Kim Jong-il med hustru og børn. Det er den snigmyrdede Kim Jong-nam til højre for diktatoren. Han var Kim Jong-ils ældste søn.
Kim Jong-nam blev afsløret med et falsk pas i Tokyo i 2001. Han forklarede, at han ville en tur i Disneyland. Han blev tilbageholdt og returnerede senere til Nordkorea.
Kim Jong-nam i Kina i 2007. På det tidspunkt levede han i stilhed i Macau. Episoden med det falske pas i Japan i 2001, kom muligvis til at koste ham posten som Kim Jong-ils efterfølger.

For at sløre Kim Jong-nams identitet, var navnet i den 46-årige mands pas Kim Chol. Alligevel så de to kvindelige snigmordere ikke ud til at være i tvivl om, hvem der var deres offer, da de slog til midt i lufthavnens menneskemylder.

Den ene kvinde greb fat i manden, mens den anden sprøjtede en væske på ham og holdt et lommetørklæde hen over hans ansigt i omkring 10 sekunder.

Der var så meget kaos i lufthavnen, at ingen rigtig opdagede hvad der foregik - undtagen den nu dødsdømte Kim Jong-nam.

Fik fråde om munden

De to kvinder stak af efter attentatet, men de havde ikke så megen fart på, at de vakte opsigt i mylderet.

Flugten gik ned af tre sæt rulletrapper til taxi-området, hvor de måtte stå i kø for at få en vogn.

Inde i taxien blev chaufføren bedt om at køre til Empire Hotel 40 minutter fra lufthavnen.

Malaysisk tv illustrerer episoden i lufthavnen således.

På gulvet i lufthavnsbygningen var Kim Jong-nam efterladt ude af stand til at klare sig selv.

Væsken havde påvirket hans øjne. Han fik voldsom migræne og begyndte at føle sig svimmel.

Han vaklede hen til en skranke for at få hjælp, og her guidede personalet ham hen til en lægeklinik i lufthavnen.

Inde i klinikken mistede han kortvarigt bevidstheden, og dernæst blev han båret ind i en ambulance.

Flere vidner beretter, at han havde fråde om munden.

Ambulancefolkene anede ikke, at de havde fat i broderen til en af verdens mest berygtede diktatorer, og de havde formentlig heller ingen anelse om, at der formentlig var en meget kraftig gift på hans ansigt.

Kim Jong-nam døde på vej til hospitalet.

Kvinden med LOL-trøjen

Myndighederne i Malaysia er nu ved at undersøge, hvilken slags gift der blev anvendt.

Nordkorea har tidligere været indblandet i forsøg på giftmord. Så sent som i 2011 blev der beslaglagt en kuglepen med en giftnål i spidsen fra en nordkoreansk snigmorder.

Kuglepennen med giftspidsen der skulle have været anvendt ved et attentat i 2011.

Dengang forsøgte styret at komme aktivisten Park Sang-hak til livs. Han er kendt for at sende balloner med flyveblade ind over grænsen til Nordkorea.

De to kvinder, der menes at stå bag mordet på Kim Jomg-nam i lufthavnen i Kuala Lumpur, er begge blevet pågrebet af politiet.

Kvinderne har endnu ikke været for retten, men ifølge ordensmagten er det de rigtige personer, som er blevet anholdt.

Den ene er en 28-årig kvinde som tilsyneladende er vietnamesisk statsborger. Af hendes pas fremgår det, at hun hedder Doan Thi Huong.

Hun blev eftersøgt af myndighederne, som offentliggjorde overvågningsbilleder fra lufthavnen med den opsigtsvækkende trøje med LOL-mærket på brystet.

Overvågningsbilleder fra lufthavnen i Kuala Lumpur.

Eftersøgningen førte til en anholdelse i lufthavnen i Kuala Lumpur, da hun forsøgte at rejse til Vietnam.

Hun er blevet afhørt af politiet, og ifølge avisen Hongkong-avisen Oriental Daily har hun en temmelig opsigtsvækkende forklaring.

Livsfarlige "narrestreger"

Ifølge politikilder, som Oriental Dailys journalist i Kuala Lumpur har talt med, har den 28-årige kvinde forklaret, at hun blev lokket til at angribe sit offer.

Kvinden har forklaret, at hun blev kontaktet af en kvinde og fire mænd, som bad hende om at lave "narrestreger" med den 46-årige nordkoreaner.

Hun fortæller ifølge avisen, at hun ikke vidste, at der var tale om et mord, og at hun troede episoden med lommetørklædet var for sjov.

Kinesisk tv bringer dette billede, der angiveligt er af en af de mistænkte kvinder. Det er kvinden med det gule tørklæde som er mistænkt.

Efter attentatet forsøgte hun angiveligt at finde kvinden og de fire mænd, men hun har forklaret, at de var væk.

Derfor besluttede hun at flyve hjem til Vietnam - men hun nåede altså at blive anholdt i lufthavnen, inden flyet lettede.

Nordkoreanske agenter er før blevet afsløret med falske pas, så det er muligt, at kvinden ikke er den person hun udgiver sig for at være.

En anden kvinde, som er mistænkt at have deltaget i attentatet er også anholdt. Hun hedder Siti Aishah, er 25 år gammel og kommer fra Indonesien.

Embedsmænd fra de indonesiske myndigheder har mødt den 25-årige kvinde i fængslet. De fik ikke lov til at tale med hende, men kunne bekræfte at hun er indoneser og kommer fra Banten-provinsen ikke så langt fra hovedstaden Jakarta.

Nyhedsbureauet AP har opsporet Siti Aishahs naboer og familie i Indonesien. De fortæller, at kvinden altid var sød og venlig, og de påstår, at hun levede et helt normalt liv.

Desuden er den indonesiske kvindes 26-årige kæreste Muhammad Farid Bin Jalaluddin også anholdt, men politiet søger efter flere gerningsmænd.

Ambassadøren blander sig

Efter attentatet blev ambulancen med Kim Jong-nams lig kørt til Putrajaya Hospital i Kuala Lumpur, hvor myndighederne opdagede nordkoreanerens sande identitet.

Liget blev efterfølgende eskorteret til Kuala Lumpur General Hospital af bevæbnede politifolk, planen var, at liget skulle obduceres her.

Men pludselig kom der en reaktion fra det officielle Nordkorea.

Malaysisk politi eskorterer Kim Jong-nams lig til det hospital, hvor obduktionen skal finde sted.
Nordkoreas ambassadør i Malaysia ankommer til hospitalet.
Nordkoreas ambassadør på hospitalet. Han forsøgte at få Kim Jong-nams lig udleveret.

Tre sorte biler med diplomatnummerplader kørte op ved siden af hospitalet, og i en af dem sad Nordkoreas ambassadør i Malaysia, Kang Chol. 

Han nægtede at tale med de journalister, som var begyndt at samles ved hospitalsbygningen

Nordkoreanerne modsatte sig obduktionen, og ifølge malaysisk politi forsøgte ambassadøren at standse lægernes forehavende. Samtidig krævede Nordkorea liget udleveret.

Obduktionen blev gennemført onsdag aften. Hele affæren tog lidt over syv timer, ifølge lokale aviser blandt andet på grund af Kim Jong-nams størrelse. 

Ifølge malaysisk politi har lægerne fundet tegn på forgiftning hos Kim Jong-nam. En talsperson hos politiet fortæller, at giften er "kraftigere end cyanid", men den specifikke type er ikke blevet oplyst.

Kim Jong-nam efterlader sig en hustru med en søn og en datter i Macau, samt en tidligere hustru med en søn i Beijing.

Alle er under beskyttelse af de kinesiske myndigheder.

Hvis det kan bevises, at Nordkorea har udført et snigmord på malaysisk territorium, vil det formentlig belaste forholdet mellem de to lande.

De tre anholdte er ind til videre fængslet i syv dage.

Kilder: Yonhap NewsOriental DailyStraits Times, Washington Post, CNN og South China Morning Post.