Udland

Trump med klar melding til Israel: Hold lige lidt igen med bosættelserne

USA vil arbejde for fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, men ikke blande sig i indholdet, siger præsident Trump på pressemøde.

På et fælles pressemøde med Israels premierminister Benjamin Netanyahu opfordrer Donald Trump Israel til at bremse bosættelserne på Vestbredden.

Det sker i forbindelse med Netanyahus besøg i Det Hvide Hus i dag.

Her sagde præsident Trump også, at USA vil facilitere en fredsaftale mellem Israel og Palæstina.

- Jeg vil gerne have, at I holder lidt igen med bosættelserne. Vi finder ud af noget. Jeg vil gerne se en aftale, og jeg tror, at der kommer en aftale. Det har de fleste præsidenter gerne set, men de er gået for sent i gang, fordi de ikke troede, det var muligt, lød det fra Trump

- USA støtter en fredelig løsning og en god fredsaftale, siger den amerikanske præsident. Vi vil arbejde meget flittigt på det. Men det er op til parterne selv at forhandle direkte om en sådan aftale, fortsatte han.

Israel kritiseret fra flere sider

Siden Trump indtog det Hvide Hus har Netanyahus regering godkendt 6000 bosættelser på Vestbredden og i det østlige Jerusalem.

Efter 2. verdenskrig vedtog FN en plan, der delte Palæstina i to og gav jøderne deres egen stat: Det jødiske Israel. Den anden stat blev det arabiske Palæstina.

Det palæstinensiske selvstyre består af flere områder: Gazastriben og de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden.

Befolkningen på Vestbredden er hovedsageligt palæstinensisk. Derudover er der områder med israelske bosættere og israelsk militær,

Israel er fra flere sider blevet kritiseret for sine fortsatte byggerier af bosættelser på Vestbredden.

Trump vil ikke lægge sig fast på løsning

Et af de vigtigste punkter i striden om en langvarig fredsaftale i Mellemøsten er spørgsmålet om en såkaldt tostatsløsning, hvor palæstinenserne på sigt får deres egen stat.

Det har længe været den officielle amerikanske politik.

Men heller ikke her vil Trump lægge sig fast på, hvad der skal ske. Han vil i stedet lade det være op til parterne at finde frem til en aftale.

- Jeg vil være tilfreds med den løsning, som både israelere og palæstinensere kan lide, siger han.