Svenske myndigheder frygter selvmord blandt asylbørn
Svenske myndigheder mødtes onsdag for at diskutere, hvordan man undgår selvmordsbølge blandt asylansøgere.
Frygten for en selvmordsbølge blandt unge asylansøgere fik onsdag de svenske myndigheder til at holde et krisemøde.
- De her børn er fra starten meget sårbare, når de kommer til Sverige. De bærer på nogle meget voldsomme minder, og så er det afgørende, at man får den rigtige støtte, siger Fredrik Malmberg, som arbejder for den svenske børneombudsmand.
Onsdag mødtes han med de svenske udlændinge- og socialmyndigheder samt helse- og omsorgstilsynet for at diskutere, hvad der kan gøres.
Flere drenge har forsøgt selvmord
Baggrunden for krisemødet er et netværk af socialarbejdere og pædagoger, der har advaret imod, at ensomme unge har planlagt gruppeselvmord på internettet, før de kommer til Sverige.
De har også advaret imod billeder og budskaber på nettet, der opfordrer til selvmord.
Ifølge Ensamkommandes förbund, der tager sig af uledsagede asylansøgere, har flere afghanske drenge forsøgt at begå selvmord på det seneste.
I flere tilfælde er det lykkedes dem at gøre det.
50 asylsøgere forsøgte i 2015 at begå selvmord i Danmark
I Danmark har der tidligere været lignende historier om traumatiserede asylansøgere.
Sidste år kunne Radio24syv fortælle, at 50 asylansøgere i 2015 forsøgte at begå selvmord eller havde selvmordstruende adfærd, mens de opholdte sig i danske asylcentre.
I syv tilfælde drejede det sig om uledsagede flygtninge under 18 år.
Dengang viste tallene, at næsten halvdelen af selvmordsforsøgene skete inden for de første seks måneder efter ankomsten til Danmark.