Udland

Kvinde anholdt i sag om snigmord på Kim Jong-uns halvbror - flere mistænkte på fri fod

Kim Jong-nam (t.v.) er død. TOSHIFUMI KITAMURA, ED JONES / Scanpix Denmark

Detaljerne pibler frem i sagen om mordet på halvbroren til Nordkoreas leder. En kvinde fra Myanmar er anholdt af politiet.

En kvinde fra Myanmar er netop blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af mordet på Kim Jong-nam, der var bror til Norkoreas ubestridte leder, Kim Jong-un.

Hun er ifølge Malay News Agency mistænkt for at have forbindelse til mordet – der er ikke yderligere informationer på nuværende tidspunkt.

I 2001 blev Kim Jong-nam arresteret i en lufthavn i Tokyo.

Malaysisk politi udtaler ifølge Reuters, at kvinden var i besiddelse af vietnamiske rejsedokumenter, og at hun var alene, da hun blev anholdt. Samtidig udtaler politiet, at de nu leder efter flere mistænkte, der stadig er på fri fod. 

Kim Jong-nam døde mandag, efter han kollapsede i et shopping-område i lufthavnen i Kuala Lumpur.

Dødsårsagen er indtil videre ukendt, men sydkoreanske politikere og medier skriver, at to kvinder, der menes at være nordkoreanske agenter, står bag mordet. De to kvinder flygtede efter mordet i en taxa.

Det lokale politi gennemser nu overvågningsbilleder for at finde nye beviser i sagen. Taxachaufføren, der tog de to formodede kvindelige gerningsmænd med efter mordet, er blevet anholdt i sagen.

Skjulte sig for styret

Kim Jong-nam gemte sig i Malaysia, efter hans onkel Jang Song-taek blev henrettet i december 2013.  

Han blev i sin ungdom anset som den naturlige arving til den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong-il, men han blev degraderet, efter han i 2001 blev arresteret i en lufthavn i Tokyo, hvor han prøvede at snige sig ind i Japan med et falsk pas fra Den Dominikanske Republik.

Kim Jong-nam blev en overgang set som den naturlige arving til styret i Nordkorea. Her ses han som lille.

Han blev sendt i eksil i Macau indtil farens død i 2011 og gik derefter i skjul – angiveligt fordi han frygtede, at han ville blive myrdet på ordre fra sin halvbror, Kim Jong-un.

Det nordkoreanske styre har indtil videre ikke kommenteret på sagen.