Udland

Irak bomber formodet tilholdssted for øverste IS-leder

Kampfly har bombet hus i Irak, hvor landets militær havde oplysninger om, at IS-leder Baghdadi befandt sig.

Irakiske kampfly har i weekenden gennemført luftangreb mod et hus i byen Anbar i det vestlige Irak.

Her havde man modtaget oplysninger om, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, holdt møde med en række højtstående medlemmer af den ekstremistisk gruppe.

Det oplyser irakisk militær mandag ifølge Reuters.

Samtidig fortæller hæren, at Baghdadi var blevet set bevæge sig fra Syrien til Irak inden angrebet.

Myndighederne har længe ment, at han bevæger sig i det IS-kontrollerede grænseområde mellem det nordøstlige Syrien og det nordvestlige Irak.

Militæret har offentliggjort navnene på 13 IS-ledere, som blev dræbt i angrebet.

Har holdt lav profil

Baghdadis navn er ikke på listen. Det er uvist, om han er blevet såret.

I sidste uge fortalte Iraks premierminister, Haider al-Abadi, at Baghdadi er en presset mand. Han har angiveligt kun få betroede støtter tilbage.

- Han er næsten alene. Der er ikke mange, han kan stole på. Han er isoleret, og vi overvåger hans bevægelser, sagde al-Abadi.

Baghdadi har længe holdt lav profil, på trods af at han har udpeget sig selv som lederen af det nye muslimske kalifat.

I midten af december forhøjede USA dusøren for oplysninger, der kan pege i retning af IS-lederen, til 25 millioner dollar - omkring 175 millioner kroner.

Islamisk Stat kontrollerer fortsat områder i Syrien og Irak, selv om krigere fra bevægelsen har mistet kontrollen med blandt andet Mosul i Irak.