Tyskland har valgt sin næste præsident

Frank-Walter Steinmeier er valgt som Tysklands næste præsident med opbakning fra tre fjerdedele af forsamling.

Tysklands næste forbundspræsident hedder Frank-Walter Steinmeier.

Forbundsforsamlingen i Tyskland har søndag peget på Steinmeier som landets næste statsoverhoved. Han er blevet valgt med 931 stemmer ud af 1293 mulige, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Den populære politiker og socialdemokrat kan således skifte visitkortet som tidligere udenrigsminister ud med præsident, når han formelt kan flytte ind i præsidentboligen 19. marts

Han var forud for afstemningen i Forbundsforsamlingen storfavorit til posten med opbakning fra både socialdemokrater og konservative.

Ceremoniel betydning

Forsamlingen består af medlemmer i Forbundsdagen og af Forbundsrådet, der består af delstatsregeringernes repræsentanter.

Posten som tysk præsident har overvejende ceremoniel betydning. Præsidenten forventes dog at være et moralsk fyrtårn, som holder vigtige taler og kan flytte samfundsdebatten.

Den konservative forbundskansler, Angela Merkel, og hendes parti, CDU, meddelte allerede sidste år, at man støttede den nu 61-årige Steinmeier som ny præsident i Tyskland.

- På et tidspunkt, hvor der er uro og ustabilitet rundt om i verden, vil det sende et signal om stabilitet. Og derfor er den konservative støtte til Steinmeiers kandidatur efter min mening rigtig og vigtig, har Merkel sagt.

CSU støtter Steinmeier

Også det konservative bayerske søsterparti, CSU, har støttet Steinmeier.

Han er en af Tysklands mest populære politikere og har overgået forbundskansler Angela Merkel i popularitet i meningsmålinger.

Steinmeier har som udenrigsminister været en af de mest synlige og markante kritikere af USA's præsident, Donald Trump.

Han har blandt andet kaldt Trump en hadprædikant og advaret om, at Trumps choksejr kan gøre USA's udenrigspolitik mere uforudsigelig.

Steinmeier overtager posten fra 77-årige Joachim Gauck. Gauck har ønsket at træde tilbage på grund af sin alder. Han var præst i det tidligere Østtyskland, før han blev landets præsident.