Udland

Tyrkiske medier om anholdt dansker – havde ’administrativt’ job hos Islamisk Stat

De to mænd fra Danmark og Sverige, der er anholdt i Tyrkiet mistænkt for at planlægge et terrorangreb i Europa, havde ”administrative" jobs i IS.

Den 45-årige danske mand med libanesiske rødder, der er anholdt sammen med en svensk statsborger i Tyrkiet, var ansvarlig for pengeflowet fra Europa til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak. 

Den 38-årige svensker med irakisk baggrund stod for blandt andet våbenleverancer, skriver det statskontrollerede nyhedsbureau Anadolu News, som citerer flere tyrkiske sikkerhedskilder.

Begge er mistænkt for at planlægge et terrorangreb mod et sted i Europa og for at være soldater for terrororganisationen Islamisk Stat.

Ifølge oplysninger var det en politioperation i tæt samarbejde med den tyrkiske efterretningstjeneste i Seyhan-distriktet i Adana provinsen tæt på den syriske grænse, der resulterede i anholdelserne.

Tyrkiet har de seneste uger anholdt flere hundrede med forbindelser til Islamisk Stat, da landet har været hårdt ramt af terrorangreb udført af terrororganisationen - senest mod en natklub i Istanbul nytårsnat, hvor 39 mennesker mistede livet. 

Dansker havde drone med til Syrien

De to skandinaviske mænd blev anholdt på et hotel tidligere på måneden, hvorefter de blev forhørt i ti dage, inden de kom i retten fredag. De sidder nu bag tremmer og nægter sig skyldige i anklagerne. 

Tyrkiske medier har offentliggjort både navnene og billederne af mændene, der angiveligt har modtaget træning i brug af våben og ammunition i Syrien i tre måneder. Ifølge Anadolu News medbragte den dansk-irakiske mand en drone – en drone, som han trænede IS-krigere i at bruge til angreb.

De to mistænkte siger, at de var i Syrien for at yde nødhjælp, men myndighederne har fundet billeder af dem med våben iført camouflagetøj på deres mobiltelefoner. Derudover er der ifølge tyrkiske medier også fundet billede af Saddam Hussein, den tidligere irakiske præsident, og den tyrkiske politibetjent, der i december dræbte den russiske ambassadør i Ankara. 

Svensker bortførte døtre

I dag fortæller den svenske mands tidligere hustru til avisen Sydsvenskan, at han havde forbindelse til kendte islamister - hans afdøde svoger kæmpede med Al-Qaida i Afghanistan og grundlagde senere islamist-gruppen Jund Al-Aqsa i Syrien. 

I 2015 lokkede han under falske forudsætninger familien med til en rejse til Tyrkiet, hvorfra han bortførte parrets to døtre på i dag 5 og 8 år – de er med ham i Syrien. Konen nægtede at følge ham med ind i Syrien og kontaktede istedet de svenske myndigheder for at fortælle, at hendes mand havde tilsluttet sig terrororganisationen i Syrien.

Pigerne bliver senere, med hjælp fra en mand, smuglet ud af Syrien og er nu hos deres mor i Sverige. 

Rejste med falsk ID

Det forlyder i flere tyrkiske medier, at de mistænkte havde falske ID-kort. Tilsyneladende en slags midlertidig opholdstilladelse, der bliver givet til syriske flygtninge og som indtil for nyligt var relativt nemme at få fat i. Det vil sige, at det var muligt at snyde og udgive sig for at være syriske flygtninge. En tyrkisk journalist fortæller, at han kender en irakisk mand, der udgav sig for at være syrisk flygtning og som på kort tid fik lavet et ID-kort. 

Hvis oplysningerne om falsk ID er korrekte, er det interessant, da de to mænd dermed har sørget for at være udenfor myndighedernes radar.

Tyrkiske myndigheder holder øje med, hvem der rejser ind i landet og også hvor mistænkelige udlændinge bevæger sig rundt, da der netop er en del udenlandske jihadister, der bruger Tyrkiet som transitland videre til Syrien. 

To arabiske mænd med skandinaviske pas ved den syriske grænse ville derfor have vakt mistanke, hvis de blev stoppet af politiet under en rejse, ved en kontrolpost eller i en bus. Passagerlisterne bliver nemlig tjekket og Tyrkiet har deporteret flere tusinde udlændinge og nægtet flere tusind adgang til Tyrkiet netop på grund af mistanke om forbindelser til IS. 

Planlagde "sensationelt" angreb

Tyrkiske medier har kaldt det planlagte angreb for ”sensationelt”, men der er ikke sluppet detaljer ud om, hvor og hvad de to mænd mistænkes for at skulle angribe. Kun at de ifølge Anadolu News planlagde at rejse til Grækenland på lovlig vis. For deres danske og svenske pas har tilsyneladende været gemt et sted i Tyrkiet, og planen var så, at de ville hente deres skandinaviske pas og dermed rejse lovligt til Grækenland og videre til Europa. 

Der arbejdes på højtryk for at komme til bunds i sagen, og den tyrkiske efterretningstjeneste samarbejder med europæiske kollegaer i sådanne sager, men alle holder kortene tæt ind til kroppen. 

De to mænd er bag tremmer, og da Tyrkiet fortsat er i undtagelsestilstand har myndighederne videre magtbeføjelser - især i terrorsager. Så hvor længe de kommer til at blive siddende er derfor uvist – også om myndighederne har nok beviser til at rejse en sigtelse mod dem. Tyrkerne vil blandt andet gerne til bunds i hvilke IS-kontakter mændene har i Tyrkiet, så de kan afværge flere angreb.

Udenrigsministeriets Borgerservice har tidligere bekræftet anholdelsen af den 45-årige dansker og oplyser til TV 2, at den danske ambassade i Ankara yder konsulær bistand til den anholdte. Dog henviser de til, at der er tale om en personsag, og derfor ønsker Udenrigsministeriet ikke at oplyse yderligere om, hvad man foretager sig i sagen. Heller ikke Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil kommentere anholdelsen overfor TV 2.

Udenrigsministeriets Borgerservice ønsker ikke at oplyse yderligere.