Udland

Tysk komiker må ikke svine Erdogan: Her er det forbudte digt

En tysk komiker svinede sidste år den tyrkiske præsident i et digt. I dag fastlog en domstol, at komikeren ikke må fremføre størstedelen af digtet.

Må man sige, at Tyrkiets præsident ser børneporno og har sex med dyr? Nej, det må man ikke. I hvert fald ikke i Tyskland.

En domstol i Hamborg stadfæstede i dag en afgørelse, der forbyder fremførelsen af store dele af et satirisk digt, hvor Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan beskyldes for alverdens grimme ting.

Det var komikeren Jan Böhmermann, der i et tv-program sidste år testede grænserne for ytringsfrihed med sit provokerende digt.

Tyrkiet ville ikke finde sig i beskyldningerne, og de krævede et forbud mod digtet. I maj sidste år blev det så første gang besluttet at forbyde 18 ud af 24 strofer, fordi de var grove og ærekrænkende. Den afgørelse blev altså i dag stadfæstet.

Herunder er en oversættelse af digtet - de forbudte strofer er markeret med fed skrift:

"Dum, fej og forkrampet,

Det er præsident Erdogan.

Hans ting stinker slemt af døner,

Selv en svineprut lugter bedre.

Han er manden, der slår piger

Med en gummimaske på.

Helst vil han kneppe geder

Og undertrykke minoriteter.

Han træder på kurdere og slår på kristne,

Mens han glor på børneporno.

Og om aftenen i stedet for at sove

Dyrker han fellatio med hundrede får.

Ja, Erdogan er helt og holdent

En præsident med lille pik.

Enhver tyrker fløjter,

At det dumme svin har skrumpenosser.

Fra Ankara til Istanbul

Ved alle, at denne mand er bøsse.

Pervers, fuld af lus og zoofil

Recep Fritzl Priklopil.

Hans hoved er så tomt som hans nosser

En stjerne på hver en gangbang-fest.

Indtil pikken brænder, når han tisser,

Det er Recep Erdogan, Tyrkiets præsident."

Da digtet blev fremført sidste år, gav det gnister i forholdet mellem Tyrkiet og Tyskland. Mange frygtede, at tyrkerne ville droppe en omfattende flygtningeaftale med EU. Dagens dom kan ifølge TV 2's Tysklands-korrespondent Uffe Dreesen være med til at forbedre forholdet.

Lyn-analyse

Forholdet har haft mange kriser, og det her gør det lidt nemmere. Det her er en lille sten, der er ryddet af vejen. Nu har Erdogan fået en vis tilfredsstillelse med den her kendelse, og han kan ikke påstå, at tyskerne som sådan er imod ham. Han fik sin chance ved retten og har fået medhold.

Jan Böhmermann har mulighed for at anke dommen til en højere retsinstans. Det har hans forsvarer tidligere sagt, at han ville gøre, hvis afgørelsen gik imod komikeren.