Sidste år talte Maha på 10 år kun arabisk - nu er hun tolk på Lesbos

Vi møder første gang Maha på politistationen i Mytiline på den græske ø Lesbos.

Sammen med sin far, mor og tre søskende er hun kommet for at få ordnet nogle papirer. Familien sidder i venteværelset. En betjent kommer ud for at hente dem. Men det er 10-årige Maha, han henvender sig til.

”Vil du sige til din mor, at hun skal komme ind på kontoret med din mindste bror?”, spørger den græske politimand.

Straks vender Maha sig mod moren og forklarer, hvad der skal ske.

Maha har været på Lesbos i 10 måneder. Da hun kom kunne hun ikke tale engelsk, men på rekordtid har hun tilegnet sit et nyt sprog i flygtningelejren på øen. Og hun er blevet en uundværlig hjælp for sin familie.

”Mine forældre spørger mig, hvis der er noget de ikke forstår. Hvis der er en vigtig person de skal have fat i, så ringer jeg for dem. Jeg tager også med min mor til lægen,” fortæller Maha.

Lægekonsultationerne holder hun særligt af, for hun drømmer om at blive læge, når hun bliver stor.

Som hun sidder i vintersolen på en stol uden for en flygtningecenter, med en lyserød strikket Hello Kitty kasket på, ligner hun  en 10-årig pige, der kunne komme fra hvilket som helst sted i hele verden. Hendes brune øjne kigger nysgerrigt rundt. Hun smiler og fortæller glad om hverdagen.

Om engelskundervisningen som hun elsker. Om de dejlige græske kager, som hun godt kan lide. At hun står op klokken halv otte hver dag. At hun redder sin seng selv, inden hun spiser morgenmad. Men smilet forsvinder og øjnene bliver blanke, når hun husker tilbage.

Er veninderne døde eller levende?

For 10-årige Maha er ikke en hvilken som helst 10-årig pige. Hun en flygtning fra Syrien. Og trods hendes kun 10 år, har hun oplevet så mange ting, et barn på hendes alder ikke skal.

Jeg holdt mig for ørerne, når bomberne faldt, fortæller Maha, mens hun med hænderne viser hvordan hun med sine små fingre forsøgte at holde krigens rædsler ude.

”Når man kunne høre bum bum lyde, blev jeg meget bange”, siger Maha.

En stor del af Mahas familien er stadig i Syrien. Hun ringer en gang i mellem til sin mormor for at høre hvordan det går. Savnet er stort. Særligt kusinen, som hun legede med.

”Hun er så sød, jeg elsker hende, ” siger Maha.

Men veninderne har hun mistet kontakten til. Og det er ikke rart, siger Maha.

”Jeg nåede ikke at sige farvel til mine venner i klassen. Min far sagde, at jeg ikke måtte gå hen på skolen.” fortæller Maha.

Men det er lang tid siden nu. En rejse på tusindvis af kilometer skiller dengang og nu. Først flygtede familien væk fra deres landsby i Daraah-området  til Damaskus. Siden til Aleppo. Og herfra krævede det flere forsøg at slippe over grænsen ind i Tyrkiet.  I Tyrkiet tog de ud til vandet og ventede hos smuglere på, at et båd kunne sejle dem over Ægæerhavet til Lesbos.

”Jeg var ikke bange, for jeg var jo sammen med min far og mor,” forklarer Maha, mens hun nøgternt genfortæller flugten, fra barndomshjemmet i Syrien til en uvis fremtid i Europa.

Nu bor hun sammen med sin familie på et hotel, der midlertidigt er lavet om til modtagecenter for flygtningefamilier.

Når Maha ikke vil oversætte

Men Mahas første tid på Lesbos tilbragte hun i den berygtede Moria-lejer på en bjergtop uden for Mytile. I det overfyldte modtagecenter er stemningen anspændt. Konflikterne lurer konstant under overfladen og springer ofte ud i lys lue. Slagsmål og optøjer er en del af livet. Men skænderier, konflikter og slagsmål holder Maha sig langt væk fra. Forældrene har givet klare dessiner til hende om at undgå problemer. Så når nogen beder hende om at oversætte, når der er konflikter, svarer hun nej.

”Når det er dårlige ting, vil jeg ikke oversætte. For eksempel hvis der er en, der siger, at jeg skal oversætte, at det ikke var ham der slog først men den anden, så siger jeg at det vil jeg ikke.”, fortæller Maha alvorligt.

Det Maha bedst kan lide ved at være på Lesbos er undervisningen. Hun elsker at lære matematik, engelsk og arabisk. Og så kan hun rigtigt godt lide at male.

Maha savner tusinde ting fra Syrien. Blomsterne, sin seng  familien selvfølgelig og maden. Særligt tanken om det syriske brød, får   tænderne til at løbe i vand.

”I Syrien har noget helt speciel brød, som jeg elskede at spise. Mmm det savner jeg”, smiler Maha.

Men Syrien er et overstået kapitel. Maha vil gerne til Tyskland. Til Saarbrücken, hvor hendes onkel bor. Men Maha er ikke sikker på, at drømmen om en fremtid i Tyskland bliver til virkelighed.  Faktisk tvivler hun på, at familien får opholdstilladelse der.

”Jeg tror ikke vi kommer til Tyskland", siger Maha alvorligt. "Det er en fornemmelse jeg har”.