It-giganter går sammen imod Trumps indrejseforbud
En række af de helt store teknologivirksomheder har indgivet et søgsmål mod USA's indrejseforbud.
Apple, Facebook, Google, Microsoft og Twitter tilslutter sig et søgsmål mod den amerikanske præsident Donald Trumps indrejseforbud.
Det skriver Reuters og AFP.
Søgsmålet blev indgivet søndag aften amerikansk tid og tilslutter sig et allerede eksisterende.
Argumentet er, at indrejseforbuddet "påfører betydelig skade på amerikansk erhvervsliv, innovation og vækst".
Donald Trump indførte for over en uge siden et indrejseforbud mod syv lande, hvor befolkningen hovedsageligt er muslimsk.
Også flygtninge blev nægtet indrejse.