Udland

Donald Trump om præsident Putin: - Jeg aner ikke om vi kan enes

Donald Trump siger, at han ikke aner, om han vil gå godt i spænd med præsident Putin, men at han respekterer ham.

Præsident Trump sagde søndag aften i et tv-interview før Super Bowl-finalen, at han ikke ved, om han vil gå godt i spænd med Ruslands præsident Putin, men at han respekterer ham.

- Jeg respekterer mange mennesker. Det betyder ikke, at vi kan enes. Han er leder af sit land. Jeg finder det bedre at enes med Rusland end det modsatte. Hvis Rusland hjælper os i kampen mod Islamisk Stat og mod islamistisk terror i verden, som er en stor kamp, så er det godt, siger Trump, og tilføjer:

- Men om vi kan enes, aner jeg ikke.

Ifølge USA-ekspert Niels Bjerre Poulsen så skaber Trumps forhold til Putin uro på de indre linjer i det republikanke parti.

- Spændingerne stiger mellem de republikanke medlemmer af Kongressen og Trump, fordi han gang på gang benytter lejligheden til ikke at kritisere Vladimir Putin, mens han er kritisk over for Merkel og over for Nato også videre. 

- Mener du, at vores land er så uskyldigt?

Da intervieweren Bill O'Reilly indvender, at Putin er en morder, svarer Trump, at der "er mange mordere" - hvorefter han retorisk spørger tv-værten: "Mener du, at vores land er så uskyldigt?"

Fox annoncerede allerede 17. januar – lige før Trumps indsættelse som præsident - at de havde fået interviewet med den 45. præsident.

Dermed fortsætter Trump en tradition, som Barack Obama ifølge startede i 2009.

Obamas forgænger, George W. Bush, gav også et interview til Super Bowl-kanalen CBS i 2004. Men først med Obama blev det en fast årlig tradition, at præsidenten giver et interview til den kanal, der viser kampen.

Obama gav sit første kampdagsinterview i 2009 til Matt Lauer på NBC, og det gentog han hvert år resten af sin præsidentperiode med forskellige værter på forskellige kanaler.

Niels Bjerre Poulsen vurderer, at der er uro internt i det republikanske parti på grund af Trumps manglende kritik af Putin.