Donald Trump

Trump i opsigtsvækkende interview: Ja, Putin er en drabsmand, men tror du vi er uskyldige?

Mange mennesker er mordere. Tror du, at vores land er så uskyldigt?lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, under et opsigtsvækkende interview med Fox News.

Søndag viser Fox News et interview med Donald Trump. Klip fra interviewet vækker stor opsigt, da Trump støtter op om 'drabsmanden' Putin.

- Jeg respekterer ham, han er en leder, lyder det fra USA's præsident Donald Trump, da han under et interview med den amerikanske tv-station Fox News bliver spurgt ind til, hvad han synes om russiske Vladimir Putin. 

- Gør du? Men han er jo en drabsmand (killer, red), spørger journalist Bill O'Reilly fra Fox News. 

- Mange mennesker er drabsmænd. Tror du, at vores land er så uskyldigt? svarer Donald Trump prompte. 

Søndag varmer Fox News op til Super Bowl, den årlige afslutning på den professionelle amerikanske fodboldliga, NFL, med et længere interview med den amerikanske præsident. 

Og allerede nu florerer flere klip fra interviewet på de sociale medier, der især omhandler Donald Trumps støtte til den russiske præsident Vladimir Putin - til trods for, at denne anklages for at have tusindsvis af liv på samvittigheden. 

- Jeg tror også, at vores land står bag masser af drab. Der foregår mange tåbeligheder i verden lige nu, en masse drab, en masse tåbeligheder, siger Donald Trump under interviewet. 

Ved endnu ikke om samarbejde bliver godt

Ifølge amerikanske CNN er det anden gang, at præsidenten forsvarer Putin ved at sige, at USA hverken er bedre eller handler anderledes end Rusland. 

De to præsidenter talte da også i telefon sammen for en uge siden, men det er uvist, hvad de talte om. Donald Trump understreger dog i interviewet med Fox NEws, at han endnu ikke ved, hvordan samarbejdet med sin russiske kollega kommer til at forløbe. 

- Vil jeg komme godt ud af det med ham? Jeg ved det ikke. Men hvis Rusland hjælper os i kampen mod Islamisk Stat - og med at bekæmpe terrorisme over hele verden - er det en god ting, siger Donald Trump.

I et andet klip fra interviewet med Fox News bliver Donald Trump spurgt, hvordan han vil forsvare de kritiske røster, som siger, at præsidenten kommer med beskyldninger, som han ikke kan bevise er faktuelle. Her henvises til, at han for nyligt har udtalt, at mere en tre millioner mennesker har stemt under præsidentvalget i 2016 uden at være registererede borgere i USA. 

- Mange mennesker mener, at jeg har ret i den antagelse, lyder det fra Trump, som fortsætter: 

- Hvis du kigger valglisterne igennem, er mange af dem, der har stemt, ikke registeret som amerikanske borgere, og flere på listen er endda døde.